Højmessen søndag kl. 10 er en totaloplevelse. Ånd, symbol, tydning, Ord og Musik er sider af samme sag i højmessens rum. Musikken antyder, musikken understreger, musikken fremhæver, musikken kommenterer. Musikken er tilstede - dominerende eller diskret, umærkeligt - i hele det timelange forløb. Musikken kan ofte sige det, som ikke kan forklares med sproget. Musikken har sin egen grammatik og taler til bevidstheden i sit eget sprog. Den musikalske side er et så væsentligt element af den danske højmesse, at det forekommer helt indlysende at betragte Ord og Musik som lige betydningsfulde bærere af den enkelte højmesses tema.

Ikke uden grund er orglet blevet det instrument, som står i alle danske kirker. Intet andet instrument kan fylde kirkens - og højmessens - højloftede rum som orglet. Instrumentets udtrykspalet er overvældende. Orglet kan skabe en stemning af uendelig ro og langsom oplevelsespuls. Orglet kan skildre lidelse, smerte og død. Orglet kan danse i jublende glæde. Orglet kan snerre i aggresiv voldsomhed. Orglet er den partner, som præsten spiller op til og imod. Det interessante er midterfeltet - spændingsfeltet - der hvor deltagerne i højmessen sidder, og hvor man bliver suget ind i og påvirket af disse stærke kræfter.

Sammen med orglet er det firstemmige kor den anden vigtige musikalske faktor i højmessen. Med de liturgiske firstemmige korsvar, med de firstemmige korvers efter prædikenen og med de specielt valgte nadversalmer understreger koret - som orglet - den enkelte søndag i kirkeåret. Orglet og det firstemmige kor udgør den musikalske dimension i kirkens og højmessens rum.

Orglet anslår søndagens tema i præludiet. Det kan være et enkelt aspekt af den tekst, der prædikes over, det kan være en orgelkoral over en af dagens salmer, det kan være en kommentar til årstiden eller det kan være en orgelsats, som blot udtrykker en særlig stemning. Postludiet, som spilles til slut i højmessen, vil tit være et friere orgelstykke. Enkelte gange vil det pege frem mod næste søndags tema. Ofte vil det være en sidste - anderledes - belysning af dagens karakter.

Ved valg af melodier til de enkelte salmer kan man tilføre højmessen en musikalsk sammenhæng, som de færreste bemærker. Det kan være ved bevidst at benytte satser fra samme periode - eller det kan være ved netop at betone de musikalsk forskellige perioder i musikhistorien - renæssance, barok, romantik.

Orglet og koret svarer på menighedens vegne gennem hele højmessen. På præstens hilsen i begyndelsen, efter kollekten, efter velsignelsen i slutningen af messen. Desuden spilles og synges trosbekendelsen, hele nadverindledningen har sit særlige ritual og kor og orgel udfører under selve nadveren en firstemmig sats, som vælges for en periode af gangen alt efter placeringen i kirkeåret.

Endelig synger koret en firstemmig motet i direkte forlængelse af prædikenen - som en slags musikalsk epilog til udlægningen af dagens tekst.

Udover højmessen har vi i Kapernaumskirken ofte særlige temagudstjenester, hvor det musikalske spiller en større rolle og hvor dialogen mellem ord og musik kommer endnu klarere frem. Det gælder f.eks. Allehelgensgudstjeneste, De ni Læsninger, Helligtrekongersgudstjeneste, Kyndelmissegudstjeneste og Langfredagsgudstjenesten.

Mon ikke de fleste mennesker gemmer på en barndomsoplevelse af hvordan det var at ligge i sin seng - helt alene i mørket - men alligevel skærmet mod mørket af en lysstribe fra en dør på klem, døren ind til det rum, hvor ens forældre opholdt sig. Ganske vist var man alene i mørket, men alligevel var man ikke fuldstændigt overladt til sig selv. Hvis man fik brug for hjælp, ville døren kunne åbnes og hjælpen træde nær.

Når der er så megen tryghed forbundet med at have blot en dør på klem, hvor meget større tryghed er der så ikke forbundet med at have en dør stående åben - og når det er så trygt at have døren på klem ind til far og mor, hvor meget større tryghed er der så ikke ved at have døren åben ind til Guds lys.

Døre står ikke altid åbne - eller på klem. De kan lukke sig og bliver lukket, smækket i for næsen af een. Man kan selv uforvarende eller fuldt bevidst smække døre i til andre.

Een dør kan ingen lukke. Intet sted er vi uden for rækkevidde af det lys, der strømmer os i møde fra den åbne dør, døren ind til Guds lys.

Måske har vi af og til svært ved at få øje på lyset fra den åbne dør. Måske synes vi, der kun siver uendeligt lidt lys ud gennem dørsprækken. Måske føles vort mørke og vor afmagt af og til total. Og dog oplever vi også, at der midt i mørket er lyspunkter, at "mørket aldrig er mere end mørkt og aldrig mørkt alene", at der alligevel på trods af alt er lys at ane, "lys fra et større himmelhvælv", lys, der ikke kan slukkes og lys, som vi ikke kan afskære os totalt fra.

Lyset fra den åbne dør bærer vi altid med os. Uafladeligt finder det nye veje at sive af ud til os. Det lys kan ikke slukkes - og det lys kan der ikke lukkes af for - heller ikke i dødens mørke. Også der har Han været. Også der vil Han være og omgive os med sit lys, sin kærlighed.

Aldrig var der mer end mørkt
aldrig mørkt alene.
Altid bar vi i os selv
lys fra større himmelhvælv.
(Halfdan Rasmussen)

Tove Gade
(fra "Hvor der liv...", UNITAS forlag)