Min konfirmationspræst var fantastisk, han talte til os unge på vores sprog, dvs. at han tog udgangspunkt i vores situation. Undervisningen førte over i historierne i Biblen og evangeliernes fortællinger om Jesus Kristus. Hans forkyndelse ramte mig, da jeg aldrig havde hørt fortællingerne fra Biblen før. Især lignelserne og Jesu virksomhed og hele den første kristne kirkes historie fascinerede mig.

Efter 9. klasse flyttede min familie ind til Københavns indre by. Efter sommerferien startede jeg på gymnasiet ved Østerport station, Østerborgerdyd Skole. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke endelig besluttet mig for at studere teologi. Jeg valgte matematisk linje, da den gav adgang til en række spændende uddannelser på universitetet inden for fysik og naturvidenskab, fag som altid har fascineret mig.

Efter gymnasiet søgte jeg optagelse på Teologisk Fakultet på Københavns Universitet. Det første år fulgte jeg sprogfag og undervisning i filosofi, som jeg iøvrigt holder meget af. Før starten af andet år af det teologiske studium, flyttede jeg til et kollegium i Albertslund.

I håbet om at jeg kunne hjælpe andre mennesker til at tro, besluttede jeg mig definitivt for, at jeg ville være præst, at jeg gerne ville virke i et fast embede sat ind i en social og kirkelig tradition, som jeg kunne med og var fortrolig med.

Efter teologisk forprøve flyttede jeg til Østerbro, hvor jeg for alvor tog del i det kirkelige liv. Snart indtrådte jeg i det lokale meighedsråd i Frihavnskirken. Her sad jeg i aktivitetsudvalg og vigtigst af alt blev jeg medredaktør af Danmarks største kirkeblad "Sogn og Samfund". Denne post bestred jeg gennem 4 år. Jeg var i mellemtiden blevet kandidat fra universitetet (som 25-årig), og jeg havde afsluttet Pastoralseminariets undervisning.

Derpå fik jeg et møde i stand med Dansk Sømandskirke i Fremmede havne. Jeg fik mulighed for at arbejde som juniorassistent for Præsten i Rotterdam, og siden for præsten i Rochester, England. Dette arbejde var en udfordring, da jeg for første gang var væk fra Danmark i længere tid, og jeg var på en slags dansk base og samtidig en kristen base i udlandet.

Jeg kom tilbage til Danmark, da mine vikariater udløb. Og jeg tror, at min tid i Dansk Sømandskirke forbedrede mine chancer for at få en fast sognepræststilling. Jeg ville helst være præst i København, da jeg efterhånden havde boet flest år her og havde tilpasset mig her.

Sker det også for os i en nær fremtid, at vi blot får en talkode, et nummer, som vi skal kaldes ved? Ender vi med at få et samfund, hvor alt er tal, cifre, bogstaver, alt er digitaliseret, alt kan kun behandles af computere? Allerede i dag tildeles hvert nyfødt barn i Danmark automatisk et CPR-nummer. Danmark har et meget avanceret CPR-system, og alle danskere behøver jævnligt deres CPR-nummer, når de skal sætte sig i forbindelse med sygehus, læge, tandlæge, skole, kommune, A-kasse, fagforening, sygesikring osv. Ville det i den forbindelse ikke være mere praktisk, om vi danskere så nøjedes med vores CPR-nummer i stedet for, at vi hver især beholdt vores navn vi fik i kirken?

Måske ville det være mest praktisk for computerne og systemerne, som registrerer os, men jeg tror, at kun de færreste ville kaldes ved et ciffer. De fleste mennekser føler sig som mere end blot et tal! Størsteparten af os vil vel helst kaldes ved et navn, da vi synes, at det er mest personligt. Tit har vores eget navn jo en historie bag sig. For eksempel: De fleste danskere kan fortælle en historie om deres navn, når de bliver spurgt. Så fortæller de, at de kom til at hedde sådan efter en slægtning i familien, som var sådan og sådan. Og at de egentlig synes, at det navn de havde fået, passede godt til dem, da de med årene var kommet til at minde om den, de var blevet opkaldt efter.

For tiden forsker mange i deres egen slægt og dens historie. Mange vil gerne kunne fortælle andre om slægten og dens historie. Hvor ofte har man ikke oplevet, at der faldt en bemærkning, når nogen hørte et (måske lidt specielt) efternavn, de syntes de havde hørt før fra anden sammenhæng? Hvor ofte spørger vi ikke hinanden: "Nå, hedder du det? Det var da pudsigt, kender du så ikke...? Er du i familie med...?" Og så går snakken, og vi lærer om hinanden, og hvem vi er.

Men et navn er ikke blot et navn til at skelne mellem personer med. Der ligger også oftest en kulturel og en religiøs tradition bag vores navne. I Danmark vælger de fleste fortsat, at deres barn skal navngives ved en dåb i kirken. For forældrene er det vigtigt, at dåben bliver i "deres" kirke, og at dåben bliver en stor og festlig dag med besøg af venner og familie. Men udover festen sammen med de nærmeste, er dåben den begivenhed, hvor barnet for første gang kaldes ved det navn, som forældrene har valgt til barnet. For første gang kaldes barnet officielt nu ved det navn, som forældrene ønsker skal følge det menneske resten af livet. Navnet føler så at sige mennesket fra dåben til døden, ja endda "alle dage indtil verdens ende".

Ved dåben får barnet samtidigt et navn for Gud. Ved dåben tager Gud imod det lille barn, og Gud vil følge det menneske "indtil verdens ende". Ved at barnet får et navn for Gud og mennesker, bliver det indlemmet i det fællesskab, som de døbtes fællesskab er, nemlig "de troendes samfund", altså kirken! Det er et fællesskab, som er her på jorden, men som også rækker ud over døden, og ind i evigheden. Selv når et menneske dør, vil det navn altid være knyttet til den person - i vores øjne og i Guds øjne. Når vi hører et navn, uanset om det er navnet på en afdød, vækker et navn altid minder, som ikke kan skilles fra vores oplevelser med det navn!

Fællesskabet om dåben og de erfaringer og oplevelser, vi gør os som mennesker, er netop hovedtemaet på den del af kirkeåret, som vi befinder os i nu. Det er den såkaldte "Trinitatistid", som strækker sig helt fra efter pinsen ind til adventstiden i slutningen af kalenderåret. "Trinitatis" er i kirkeåret derfor tiden fra Helligåndens komme til menigheden og derpå den lange tid indtil Jesu fødsel sidst i kalenderåret. Trinitatistiden repræsenterer derfor for de døbte den lange periode, hvor de med Helligåndens nærvær skal være og virke i de nære relationer indtil Guds søns fødsel og komme. Derfor kan man sige, at denne tid i kirkeåret handler om menighedens liv og virke.