Et surt lille Jesusbarn må nærmest være blasfemi, men egentlig forstår man ham godt, det var 33 hårde år, han skulle i gang med. Og han fik den dårligst mulige start på livet - han var af tvivlsom herkomst, han blev født i en stald langt hjemmefra, han var flygtning i Ægypten og vendte tilbage til et besat land.

En nutidig psykolog ville straks kunne forudse, at han ville blive adfærdsvanskelig og den fødte taber. Og det var han vel også - set med samtidens øjne. Hans adfærd var ikke som den burde være - set med samtidens øjne, og han endte med at blive korsfæstet - set med samtidens øjne.

Men vi ser på hans liv med helt andre øjne. Vi synes, at hans adfærd var rigtig - vores samfund bygger ligefrem på næstekærlighedsbudet - og vi mener ikke, at hans liv endte på korset, vi tror på, at han opstod påskedag, og at vi har fået del i denne opstandelse.

Og derfor fejrer vi stadigvæk hans fødselsdag, og derfor taler vi ligefrem om juleglæde og betragter det nærmest som blasfemi med et surt Jesusbarn. Og så skulle alt egentlig være godt, men helt så enkelt er livet jo ikke. Så selv om vi måske ikke møder så mange sure mennesker ved juletid, så møder vi mange bedrøvede mennesker - ja, det den tid på året, hvor vi møder allerflest bedrøvede mennesker.

Og det er der mange grunde til, hver jul kan ikke være lige festlig for os allesammen - i en vores julesalmer bruges ligefrem udtrykket "julesorgen". Vi har hver vores "julesorg", men der er ingen grund til, at den kommer til at skygge helt for alle de "juleglæder", der jo - trods alt - også er. For langt de fleste er der grund til både at være glad og at være bedrøvet ved juletid.

Men der er ingen grund til at være sur, det kan vi lade mit lille Jesusbarn om - han er trods alt kun af plastik! Den rigtige Jesus holdt ud i samfulde 33 år, for at glæden over hans liv, død og opstandelse skulle kunne hjælpe os igennem alle vores sorger.