Artikler fra kirkebladet marts-maj 1998

Jerusalem, Israel, påsken, år 30 e.Kr.:
Den den årlige jødiske påskehøjtidelighed har i år taget en særlig drejning. Lige nu er der over hele byen tumult. En ung jødisk mand blev dømt til døden skærtorsdag. Samme dag blev manden korsfæstet, og han døde fredag. Sagen er afsluttet. Den kan ikke genoptages, og så viser det sig, at manden alligevel var uskyldig. De egentlig skyldige er nu på fri fod! De kan ikke pågribes og kastes i fængsel!

Den unge jødiske mand var af det jødiske øversteråd tiltalt for og senere kendt skyldig i at spotte Gud og vække uro blandt det jødiske folk. Efter sigende skulle han have kaldt sig selv "Guds søn" og "Jødernes konge". Han skal have opfordret folk til religiøs omvendelse og skabt en del uro blandt folket. Det siges, at han allerede havde samlet sig en del tilhængere. Det siges, at han havde gjort mirakler, og tilhængerne var overbevist om, at han var "Guds udvalgte, Guds søn".

Her til morgen, påskedag tog sagen en afgørende drejning. Det hævdes nu blandt hans tilhængere, at han her til morgen er opstået fra graven, opstået fra døden. At han har vist sig ved gravstedet for nogle kvinder, deriblandt sin mor! Disse rygter har skabt røre - ikke mindst blandt tilhængere. De hævder, at han er er blevet oprejst fra graven af Gud! Nu mener de, at det er bevis for at manden altså havde ret, da han hævdede, han var Guds søn, samt at manden derfor uskyldigt er blevet dømt for at spotte Gud.

Tilhængerne hævder, at den unge mands uskyldige død er forudsagt i det jødiske helligskrift, Esajas. Her siger overleveringen, at en uskyldig mand skal ofre sit liv til løsesum for mange. Uskyldig og dog pågrebet og dømt. Tilhængerne hævder, at manden derved sonede de forbrydelser, som mennesker gennem tusind år havde gjort sig skyldig i over for Gud.

Manden skal have sagt til sine tilhængere: "Menneskene ærer Gud med munden, men deres hjerter er langt fra Gud". Dermed skal han have ment, at menneskene ikke gør ikke Guds vilje, men har nok i sig selv, glemmer næsten, glemmer Gud, at menneskene er fortabt i deres egen selvtilstrækkelighed. Manden hævdede, at han ved at acceptere den urigtige anklage og sin uskyldige død kunne mildne Guds vrede mod mennesker.

Ifølge mandens tilhængere betyder hans død og opstandelse, at der er håb for menneskene, der ellers fortjener straf i himlen i kraft af deres åbenlyse Gudsforagt. Tilhængerne hævder, at hvis et menneske tror på, at denne jødiske mand, Jesus med tilnavnet "Nazaræeren" er Guds søn, så kan det menneske komme i himlen på trods af Guds vrede. Tilhængerne hævder osse, at Jesus skal have sagt: "Jeg er Vejen, Sandheden og Livet" og "Ingen kommer til Faderen uden gennem mig".

Så her påskedag i Jerusalem lader det ikke til, at mandens tilhængerskare er blevet mindre eller har opgivet håbet, tværtimod. Rygterne svirrer om, at en ny religiøs bevægelse er sat i gang. Den dødsdom og korsfæstelse, som fra de jødiske lederes og romerske magthaveres side skulle have sat punktum i sagen, synes tværtom at have haft den modsatte effekt hos tilhængerne. Sagen synes langtfra lagt på is, sagen synes langtfra afsluttet.

Asser Lykke Skude

Tilbage til Arkivet - oversigten over artikler i kirkebladet