Artikler fra kirkebladet januar-februar 1999

Alene, nytårsaften fx eller en nat, hvor man ikke kunne sove, har nogen måske prøvet det. Ellers kan det nås endnu. At sætte sig i mørket og kulden en vinternat. Tænde èt stearinlys og slukke alt elektrisk.

Sætte sig og lade tanker komme og gå, rydde ud i nogen af dem og tage nye til sig. Få overblik over ens liv, så vidt det nu kan lade sig gøre, når man selv er viklet ind i det. Tænke på hvad der går godt for én og hvad der går skævt, håbe på at man kan gøre noget bedre næste gang.

Det er dét der hedder at tage sit liv op til revision. Hvilket mange gør ved slutningen på det gamle år der gik, og ved starten på det nye år som vi netop nu er i færd med at tage hul på. Andre formulerer nytårsfortsætter.

Efter sådan en nat kan man føle sig lettet pga det overblik man fik. Men kort tid efter synes man måske at alt igen er ved det gamle, eller at der er for meget at rydde ud i, så at selvom man har fået orden på lidt af rodet, så batter det egentlig ikke så meget.

Der er ord man ikke kan sige sig selv. Der er ord man må høre et andet sted fra for at de har virkning. Dér i vinternattens mørke kan det være forløsende at tale til ham der også er tilstede: Kristus. For de ord man ikke kan sige selv, kan Kristus sige. De mønstre man er kommet ind i som det synes umuligt at gøre sig fri af, som gør ondt på andre eller på én selv - de mønstre er der et tilgivelsens ord at høre for. Et tilgivelsens ord kan man ikke sige sig selv, for da er det uden virkning. Man må i stedet høre det fra en anden, og hvis man ikke kan høre det fra det menneske man har krænket, da må man høre det fra Kristus.

Hos Kristus er der en ny begyndelse - og kraft at hente til den ny begyndelse. Bibelen siger det på denne måde:

"Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig ikke skal blive i mørket." (Johannesevangeliet kap12 v. 46).

Godt nytår!

Skabelse og tilintetgørelse

Forestillingen om verdens skabelse
Den kristne forestilling om verdens skabelse er hentet fra den kendte jødiske skabelsesberetning i Det Gamle Testamente, 1. Mosebog. Der står: "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden."

Før begyndelsen var Gud
Den kristne kirkefader Augustin (354-430) skriver i sit hovedværk "Om Guds stad" om, hvordan vi skal forstå skabelsen. Augustin siger, at før skabelsen var kun Gud - intet andet! Først da Gud begyndte at skabe, blev alting til. Også tid og rum blev først til, da Gud skabte verden. Før alting blev skabt, var der altså ingen tid og intet rum, kun Gud. Gud er hævet over tid og rum, Gud er evighed, uafhængig af tid og rum.

Hvad er evighed?
Evighed er ikke som mange mennesker fejlagtigt tror en uendelig række af tider, uendelig tid. Heller ikke jordens alder på 5 milliarder år er noget i forhold til evighed. Evighed er slet ikke begrænset af tid og rum. Evighed kan ikke måles i tid og rum. Derimod omslutter evigheden jordens skabelse, nemlig det, som var før, under og efter alt, hvad der er til. Både det, der gik forud for skabelsen, al den tid, som jorden har eksisteret, men også det, som skal komme, når denne verden forgår.

Hvad er tilintetgørelse?
Videnskabmændene mener ikke, at jorden består uendelig lang tid. De mener, at jorden har en levetid på højest 10 milliarder år. Før eller siden eksploderer vores solsystems stjerne, Solen, og alt i dens nærhed forgår. Alt, som eksisterer i tid og rum, vil gå til grunde. Den danske filosof og teolog K.E.Løgstrup (1905-1981) kalder det for skabelsens vilkår, at alt eksisterende skal tilintetgøres. Alt, som er til, går mod sin egen tilintetgørelse.

Menneskets tilintetgørelse
Tager vi f.eks. et menneske. Et menneskes levetid er begrænset. Vi bliver omkring 80 år gamle i gennemsnit. Vores liv er underlagt tidens tand. Ligemeget hvor meget vi kæmper imod, så er intet menneske blevet mere end 120 år gammelt. Vi fødes, lever og dør. Vores liv er timeligt, dvs. det kan tælles i tidsenheder: År, måneder, uger, dage, timer, minutter og sekunder. Det er menneskets vilkår at være fanget i tiden, vi er slaver af tiden. Hver dag vi lever, nærmer vi os afgrunden.

Hvad er tid?
Man kan prøve at forestille sig, at tiden er ligesom en flod. Alt værende, dvs. alle begivenheder, oplevelser, mennesker, huse, biler, dyr og alting befinder sig i tidsfloden. Som tiden går, bevæger alting i floden sig, og med tiden kommer alting i floden hen mod flodens afslutning, hvor alting tilintetgøres. Tidsfloden kan ikke forsinkes eller standses. Tidsfloden har kun en retning, fremad. Den del af tidsfloden, som opsluges af vandfaldet ved flodens ende, tilintetgøres. Den del af tidsfloden ophører i tid og rum. De dele af tidsfloden, som endnu ikke har nået flodens afslutning, eksisterer stadig i tid og rum. De dele af floden er alt det værende. Det som stadig er til. Det som endnu ikke er tilintetgjort. Det er alle de begivenheder, oplevelser, mennesker, huse, dyr osv, som stadig flyder med tidsfloden.

Når mennesket stilles over for sin egen tilintetgørelse
De fleste mennesker har haft tilintetgørelsen inde på livet. De fleste har i bogstaveligste forstand erfaret, at tidens tand gnaver: Mange har mistet bedsteforældre, nogle forældre, nogle måske endda søskende eller børn! Tidens tand kan vi mennesker ikke flygte fra. Måske er det et vilkår, som vi skal acceptere. For tiden læger ikke alle sår, tværtimod. Som nogle sarkastisk siger: "Tiden sårer alle læger". Måske skal vi indse, at vi ikke selv er herrer over liv og død, men at vores liv er ligesom en gave. Hver eneste dag, vi lever, får vi bogstavelig talt livet givet fra Guds hånd.

Det kristne håb til Gud
På denne baggrund kan vi vende vores håb til Gud. Han som elsker os, og som i sin godhed stadig holder os i live. Det kristne håb er, at Gud en dag skal rejse os fra vores tilintetgørelse, vores død. For Gud er det muligt, for mennesker er det umuligt. Kun Gud kan vende død til liv. Gud oprejste jo sin egen søn fra døden! Derfor kan vi stole på, at Gud, som elsker os, kan rejse os fra dødens og mørkets skygge - til evigt liv hos Ham i Hans himmel. Den evige himmel, som er hævet over tid og rum. Der, hvor tidens tand ikke gnaver, hvor ingen skal miste livet, hvor der er evig kærlighed og evig glæde.

Asser Lykke Skude

Adventskrans, Luciaoptog, juletræsudsmykning, Københavns gader. I december måned er Lyset i centrum. Et lyshav overdøver den mørke tid i Norden. Julen er lysets fest - i ingen måned tændes så mange lys som i december. Julen slutter for de fleste nytårsaften med den ultimative "lysfest" - nytårsfyrværkeriet - hvor lyset symbolsk set sendes ud i kosmos. Og så er det slut. Januar og februar er forsagelse, depression, skattetænkning, vinterferie.

I kirken er det anderledes. Tiden er anderledes. Cyklus og rytme er anderledes. Tiden gentages. Lyset har en anden betydning. Lysfesten er ikke slut den 1. januar.

Helligtrekongersfesten med de tre lys - ét for guld, ét for røgelse og ét for myrra - runder i første omgang julen af. Men lysfesten fortsætter helt til februar.

Kyndelmisse er den sidste lysfejring - i begyndelsen af februar - hvor man i kirken tænder lys for at fejre afslutningen på på jomfru Marias renselsesperiode efter fødslen.

Fra Alle Helgens søndag i november - med lysene til minde om de døde - over forventningens lys 1. søndag i Advent - med De Ni Læsninger - til Helligtrekongers tre lys og Kyndelmisses mange renselseslys - fortæller vi hvert år tidens og lysets historie i et evigt perspektiv.

Carsten Møller

Nyt fra menighedsrådet:

Inden udgangen af 1998 skulle der vælges formand og næstformand til Kapernaumskirkens menighedsråd. Den nuværende formand, Lissie Siljat, genopstillede sammen med den nuværende næstformand, Jens Ole Hansen. Både formand og næstformand blev genvalgt for 1999 med akklamation.

Tilbage til Arkivet - oversigten over artikler i kirkebladet