Artikler fra kirkebladet september-oktober 1999

En sprudlende 100-årig!

I år er det 100 år siden, KFUM og KFUK startede ungdomsarbejde i Kapernaumskirken. Der kan berettes om utallige begivenheder og nævnes en lang række personer, der har været med til at præge foreningen gennem dets 100-årige historie. Men her skal der blot lyde en stor TAK til de adskillige tusinde børn og unge, der har passeret igennem Kapernaum KFUM og KFUK i årenes løb og udfyldt rammerne med liv og glæde. Og tak til de mange ledere, der med engagement og kærlighed til børnene og de unge har medvirket til at skabe de rammer, som for mange har haft afgørende betydning for deres tilværelse og tro, at de her mødte et fællesskab med trygge rammer, nogle spændende, udfordrende aktiviteter og en kristen grundholdning.

Et 100 års jubilæum giver naturligvis anledning til at kigge bagud i historien. Men det er også en god anledning til at se fremad. Kapernaum KFUM og KFUK er efter 100 år stadig et levende fællesskab og vi håber også fremover, at kunne forny og tilpasse vore aktiviteter og klubformer til nutidens børn og unge, så lokalerne fortsat vil syde af aktivitet og livsudfoldelse. Vi vil fortsat forsøge at skabe meningsfyldte rammer med et livsbekræftende miljø og fællesskab for sognets og kvarterets børn og unge i vore klubber. Vi vil gøre det, fordi vi er overbeviste om, at vi nu, som i hele foreningens historie, kan tilbyde et fællesskab for børn og unge i vore klubber, der bygger på den grundholdning, at vi alle er omfattet af Guds kærlighed, og det gør hver enkelt af os særlig værdifuld. Alle har brug for det fællesskab.

Jubilæet markeres lørdag den 18. og søndag den 19. september. Lørdag er der jubilæumsfest med underholdning for børn. Søndag kl. 10 er der festgudstjeneste. Bagefter er der samvær og en let frokost i menighedslokalerne. Se nærmere program på opslag uden for kirken og i Nord-Vest Avisen. Alle er naturligvis meget velkomne.

Jens Ole Hansen
formand for Kapernaum KFUM og KFUK

Børneklubbens sommerlejr

Kirkebladsredaktionen har hermed fornøjelsen af at bringe læserne et interview med nogle af børnene fra foreningens årlige sommerlejr. Interviewet er blevet til, mens børnene opholdt sig på lejren.

Traditionen tro blev lejren holdt i Bødkerhuset, Kirke Hvalsø, der ligger op ad skov og mark. Og traditionen tro bød hver eftermiddag på lege og aktiviteter for alle børnene. I år var det gennemgående tema: Tegneserier. Således var "Asterix og Obelix" f.eks mandagens tema. Det betød, at børnene mandag bl.a. kunne lege romere og gallere, kæmpe mod hinanden med papsværd og skjolde, drikke trylledrik og kaste med bautasten.

______________________

Interviewet er lavet af Arne Klausen, der er leder i klubben for de mindste, også kaldet "Miniklubben."
De adspurgte og interviewede børn er Anna, 12 år, Anja, 10 år, Camilla, 6 år, Jessica, 7 år og Anders, 8 år.

Hvordan er det at være på sommerlejr?
Anna: "Det er rigtig dejligt. Lederne gør meget for os, så vi ikke sidder og keder os. Der er meget plads at lege på, og der er en kæmpe boldbane. Selvom eller netop fordi græsset ikke er blevet slået, kan vi lege indianere."
Anja: "Det er sjovt og hyggeligt. Man lærer en masse nye kammerater at kende."
Camilla: "Det er skægt. Jeg har et godt værelse og gode venner."
Jessica: "Godt! Det er søde børn, der er heroppe. Det er en stor og flot lejr."
Anders: "Godt. Jeg glæder mig hele året til at komme på sommerlejr. Det er hyggeligt og sjovt."

Hvad synes I er fedest ved lejren?
Anna: "Når vi leger indianere. Den fedeste dag var nok Asterix-dagen, hvor der var kamp mellem romere og gallere. Det var også fedt at lave sværd og skjolde. Jeg kan godt lide at lave noget med hænderne. Det sjoveste ved Lucky Luke-dagen var saloonen med slåskamp og cancan."
Anja: "At man får en masse god mad, og at der er lejrbål hver aften."
Jessica: "Det bedste er lejrbålet. Og det er et fedt værelse, jeg er på."
Anders: "Jeg synes, at det hele er lige godt. Asterix-dagen og Tintin-dagen var sjovest. Det bedste ved Lucky Luke-dagen var saloonen, og da vi fangede en Daltonbror."

Hvad synes I er kedeligst ved lejren?
Anna
: "Det er ikke sjovt, hvis man bliver drillet. Det kedeligste er, at der ikke er tid nok til at lege selv. Sommetider finder lederne på for meget. Vi kunne godt have lidt mere fri."
Anja: "At man ikke kan sove om natten, fordi de store piger larmer."
Jessica: "Det kedeligste er, når nogen kommer op at skændes."
Camilla: "Når man slås."
Anders: "Det kedeligste er frokosten."

Længes I hjem på noget tidspunkt?
Anna: "Jeg gør ikke, fordi min mor er en af lederne på lejren. Alle mine søskende er med, og min far kommer senere."
Anja: "Min mor er også en af lederne på lejren, men jeg længes efter min morfar og min gudmor."
Camilla: "Jeg længes nogle gange hjem."
Jessica: "Ja!"
Anders: "Nej!"

Tilbage til Arkivet - oversigten over artikler i kirkebladet