Artikler fra kirkebladet september-november 2003
Grosbøll-sagen |
Guds rige er midt iblandt jer .
Sagt meget forenklet betyder det, at Guds rige skal findes imellem mennesker. Guds rige er
lige nu og her. Vi skal ikke søge højt oppe i himlen eller på havets dyb. Men vi skal
søge lige midt imellem himmel og jord. For imellem os levende skal Guds rige findes. For
det var jo som menneske, at Gud åbenbarede sig! Gud åbenbarede sin kærlighed gennem
Sønnen. Gud åbenbarede sin kærlighed i dét menneske blandt mennesker. Altså skal Guds
rige findes i det liv, som Han levede, og som Han levede sammen med os og lever sammen med
os.
Sagt på en anden måde: Tager vi vores trosgrundlag; vores trosbekendelse, betyder det at
vi skal lægge vægt på 2. trosartikel om Sønnen Født af jomfru Maria, pint...
korsfæstet, død og begravet ... på 3. dagen opstanden...." Vi skal ikke lægge
vægten på 1. eller 3. trosartikel, på Gud som Helligånden eller på Gud som Skaberen.
Vi skal flytte fokus fra1. og 3. trosartikel over på 2. trosartikel. Det er det
sompræsten i Taarbæk, Thorkild Grosbøll har forsøgt at gøre.
Grosbøll satte tingene på spidsen, og det er i det lys, man skal forstå hans
ærinde. Ikke at jeg skal forsvare hans position, men det er da vigtigt at prøve at
forstå præsten, før man tager stilling. Desværre for Grosbøll lagde han kluntet ud -
ja måske ligefrem provokerende - da han udtrykte sig upræcist og unuanceret om troen og
danskernes tro. Men Grosbøll har efterfølgende beklaget og undskyldt flere af sine
største bommerter". Umiddelbart kunne man jo have fået det indtryk, at
Grosbøll er nedladende over for dem, som ikke tænker lige som han. Umiddelbart kunne man
få det indtryk, at Grosbøll hverken tror på Gud eller har respekt for dem, som tror. Nu
er sagen imidlertid ikke så enkel...
Efter at have læst noget af det, som Grosbøll har skrevet, har jeg en klarere
fornemmelse af, hvad Grosbølls egentlige ærinde er. Sagen er ikke, at Grosbøll ikke
tror. Sagen er ikke, at Grosbøll vil afskrive tanken om, at Gud findes. Men sagen er, at
Grosbøll ikke læner sig op af den gængse opfattelse af Gud. Grosbøll mener ikke, at vi
skal tænke på Gud som en gammel mand med hvidt skæg, der sidder oppe i himlene.
Grosbøll mener ikke, det er interessant at tale om den almægtige Gud, som skabte jorden
og himlen på seks dage og hvilede på den syvende. Det, som Grosbøll vil, er at lægge
vægten på, at Gud ikke er en fjern skikkelse i en fjern fortid, men at Gud findes lige
nu og her: At Gud findes imellem mennesker. At vi kan møde Gud i næsten. For Gud er der,
hvor der er mennesker. Gud er der, hvor der er liv og samspil imellem mennesker. For det
var jo i et menneske at Gud åbenbarede sig, da Gud åbenbarede sig i Jesus Kristus. Gud
blev født, levede og virkede iblandt mennesker. Derved velsignede Gud det liv og den
virkelighed, som er for mennesker.
Gud har taget og tager stadig del i det liv, som er vores, på godt og ondt, i glæder og
sorger. Den fjerne Gud har åbenbaret sig for mennesker i mennesket Jesus. Der mødte Gud
mennesket, og der møder Gud mennesket.
At tale om Gud på denne måde er ikke ny, men stammer fra første halvdel af sidste
århundrede. Det var især den tyske teolog Karl Barth og herhjemme teologen K.E.
Løgstrup, som kom med disse teologiske landvindinger. Set i det lys er Grosbølls tale om
Gud altså ikke ny teologisk indsigt, men det kan måske være en befriende måde for et
moderne menneske at opfatte Gud på denne måde: At Gud ikke er een, som er fjernt fra
menneskelivet og dagligdagen. Tænk om Gud findes i en mere moderne udgave, så at sige.
Og her har Grosbøll en pointe - men hverken original eller ny er den ikke ! Ikke for
teologer. Men muligvis ny for ikke-teologer - og derfor ganske interessant for det moderne
menneske, der gerne vil møde og tale om Gud på en langt mere konkret og forståelig
måde, end den som mange husker fra deres skoletid. Sagt på en anden måde: Den gængse
opfattelse af Gud, vil Grosbøll ikke lægge vægten i sin forkyndelse på. Men det gør
altså ikke Grosbøll til kætter eller ateist.
Grosbøll udtalte sig til Kristeligt Dagblad, at han ikke tror på skabelsen,
opstandelsen og det evige liv. Den slags har aldrig sagt mig noget". Den udtalelse
har Grosbøll efterfølgende søgt at forklare som et debatoplæg. Og efter tre vejledende
samtaler i løbet af sommeren med sin chef, biskop Lise-Lotte Rebel, er sagen
landet" uden afskedigelse. I en pressemeddelelse fra slutningen af juli måned,
beklager Grosbøll endnu engang sine upræcise formuleringer og hvis han på nogen måde -
i sin iver efter at skabe debat - har talt nedladende om troens indhold og kirkens
bekendelsesgrundlag. Grosbøll hævder i denne pressemeddelelse - hvor biskoppen er
medunderskriver - at han befinder sig indenfor Folkekirkens bekendelsesgrundlag, herunder
trosbekendelsen. Og biskoppen vil for fremtiden føre et skærpet biskoppeligt tilsyn med
Grosbølls forkyndelse og embedsførelse.
Kort sagt er sagen altså landet" diplomatisk - gennem samtaler mellem præst
og biskop og vejledning fra biskoppens side og beklagelser og rettelser fra præstens
side. Der har dog siden været kritiske røster fremme, der har hævdet, at sagen på
ingen måde er afsluttet - fordi sagen har skabt mere forvirring end afklaring!
Tårbæk-præsten har jo f.eks. ikke direkte sagt, at han tror på en almægtig Gud.
Det kunne præsten jo godt have gjort for at mane enhver tvivl i jorden! Men det er dog
mit klare indtryk, at Grosbøll tror. Men han tror bare ikke på den gammeldags måde!
Dette ikke sagt som nogen undskyldning, blot som en forklaring. Enhver må herefter selv
tage stilling til Grosbøll-sagen.
Sognepræst Asser Skude
Julehjælp |
Ansøgningsskema fåes på Kirkekontoret fra torsdag den 20. november. De udfyldte skemaer skal returneres til Kirkekontoret eller præsterne senest søndag den 7. december.
Tilbage til Arkivet - oversigten over artikler i kirkebladet