Kapernaumskirkens bygningshistorie

Da Kapernaumskirken blev bygget, lå kirken åben og synlig til alle sider. Men efterhånden som der skød 4-5-etagers ejendomme op til alle sider, blev kirken klemt inde på den lille grund, som pengene rakte til, da man skulle bygge i 1895. Man kan imidlertid med nogen ret hævde, at det harmonerer fint med det kirkesyn, som lå bag byggeriet, og iøvrigt også med mange nutidige tanker om kirken i storbyen, at kirken ligger som den gør: midt mellem husene, med indgang lige ud til gaden, hvor folk passerer forbi, ikke fornemt tilbagetrukket eller isoleret fra omverdenen.

Til gengæld overraskes de fleste, når de kommer ind i kirken: rummets farver, dekorationerne med blomster og fugle, bænkene med de udskårne bibelhistoriske motiver, det særprægede majolica-alter - alt udgør en helhed, der udstråler varme, venlighed, men også højtid og fest. Det er næppe for meget at kalde rummet for et af de smukkeste kirkerum i København fra denne periode, en perle fra en tid, hvis arkitektur i de senere år er blevet genopdaget af eksperter. Og restaureret med et sjældent held i en tid, hvor smagen ellers ikke var venlig over for 1890'ernes stil.

Udvalget for Kirkesagens Fremme valgte at spørge Professor Otto Valdemar Koch om at tegne kirken på Utterslev Mark. Han var, udover at være professor ved Kunstakademiet i arkitektur, meget optaget af botanik og zoologi. Det fremgår tydeligt af alle de 5 kirker, som han har tegnet i København. Udover Kapernaums er det Sions på Østerbro (1896), Sct.Lukas på Frederiksberg (1897), Kristkirken (1898-1900) og Apostelkirken (1901), begge på Vesterbro.

Koch var en fremtrædende personlighed. I 1887 havde han delt førstepladsen i arkitektkonkurrencen om Københavns nye rådhus med Martin Nyrop, men han mente selv, at Nyrops forslag var bedre end hans eget, og trak sig. I 1900 tegnede han den danske pavillon til verdensudstillingen i Paris. Indenfor kirkearkitektur foretog han en stor undersøgelse af danske middelalderkirker. Han fik også tid til at være medlem af Borgerrepræsentationen for Højre.

Men Koch var interesseret i kirkesagen, så han tog udfordringen op, da Udvalget bad ham. Og en udfordring var det: for et ganske ringe beløb skulle han skabe et bygningsværk, der skulle være gudshus i et fattigt og folkerigt kvarter og skulle kunne godkendes af de kirkelige og verdslige myndigheder, der ikke var kirkesagen venligt stemt. Hvis de endelig tænkte i kirkebyggeri, tænkte de i store og dyre katedralkirker og var helt uden sans for småkirketanken.

Koch løste opgaven forbilledligt. For en pris af nøjagtig 36.650 kr og 99 øre skabte han et funktionelt kirkerum, ovenikøbet med en fremragende akustik på grund af loftets tøndehvælv. Kirken var lille: 38 Alen lang og 18 Alen bred. Men den var et stort skridt fremad i forhold til den midlertidige jernkirke fra England, som man havde brugt til den første Nazaretkirke. På Utterslev Mark fik man en permanent stenkirke med 370 siddepladser - hvis man sad tæt! Og tog man alle ståpladser i brug kunne der presses 600 ind i den, påstod man.

I novembernummeret i 1895 af tidsskriftet "Arkitekten" beskrives den nye kirke i rosende vendinger: Den "skiller sig i kunstnerisk Henseende paa en heldig Maade ud fra Udvalgets (til Kirkesagens Fremmes, KB) tidligere opførte smaa Kirker i Københavns Forstæder. Stilen i Bygningen er vel nærmest den tidlige romantiske, men dog anvendt med en moderne selvstændig Behandling".

Kirken betragtes tydeligvis i fagkredse som lidt af et gennembrud for de små kirker: "Der er i det her omtalte Foretagende med en forholdsvis lille Bekostning frembragt et Bygningsværk, som ikke alene tilfredsstiller de Fordringer, der i kunstnerisk Henseende maa stilles til en Bygning, hvis Øjemed er af en Natur som dennes, men som ligeledes bærer Vidnesbyrd om Dygtigheden hos de Haandværkere, der have været medvirkende ved Kirkens Opførelse og Indretning", skriver "Arkitekten".

Politiken var ikke helt så tilfreds: bladet harcellerede over kirkens "saare beskedne indtryk": "Nogen Tilgift af større kunstnerisk Værdi, bliver Kapernaums-Kirken, som den hedder, nu ikke", skrev bladet dagen før kirkens indvielse. Man var hverken tilfreds med tagrytteren til kirkeklokken, englen over indgangsdøren eller alteret. Det eneste, der fandt nåde for journalistens øjne var sakristiet. Ligkapellet var "meget praktisk indrettet, maaske, men saare hæsligt at skue". Politiken brød sig tydeligvis ikke om småkirketanken.

Arkitekt Koch stod selv for både udsmykning og indretning. Den ydre udsmykning var begrænset til tympanon-englen i portalen over indgangsdøren, udført i Herman Kählers keramikværksted i Næstved. De karakteristiske blyindfattede mosaikvinduer blev udført på "Glarmester Rasmussens Etablissement for Glasmaleri i Odense".

Bag selve kirkerummet var sakristiet på 100 kvadratalen, som ud over at tjene til depot og præsteværelse kunne bruges til mindre møder og konfirmandundervisning. Menighedslokaler var der ikke råd til. Man måtte foreløbig klare sig med sakristiet eller som hidtil med at låne Asylet på Nordre Fasanvej.

Et tårn måtte man også give afkald på. Kirkeklokken blev placeret i en lille tagrytter af træ. Der var først tale om, at man kunne få en klokke fra marinen. Det synes dog ikke at være blevet til noget. I kirkens egne optegnelser er kun anført, at klokken var en gave, men modtagne oplysninger tyder på, at giveren var en lokal slagtermester Wentzel Førsterling, som senere åbnede forretning på Frederikssundsvej 26B. 425 kr står værdien anført til i byggeregnskabet - en anselig sum. Denne klokke, som var en lille klokke af jern med en skarp klang, var i brug indtil 1933, hvor den blev skænket til den nye Ansgarkirke ved indvielsen. Senere har der været planer om at opføre et tårn ligesom på de andre Koch'ske kirker, men heldigvis for kirkens egenart er det aldrig blevet til noget.

I det indre var - og er - kirkerummet enkelt. Der var ikke noget egentligt kor, kun en flad kor-niche. Der var heller ingen trapper, hverken ind til kirken eller op til alteret, hvad senere tiders handicap-hensyn har kunnet glæde sig over. De i dag blå vægpaneler og prædikestolen var oprindeligt rødbrune(de har senere haft andre farver). Blomsterdekorationerne på paneler, prædikestol og i tøndehvævet blev udført efter anvisning fra Koch af dekorationsmaler Mads Henriksen.

I kor-nichen malede kunstneren Poul Steffensen et alterbillede på bagvæggen: Christus consolator - den trøstende Kristus, omgivet af en lyttende skare, "halvt palæstinensere, halvt Utterslevboere" som der står i de gamle beskrivelser. Poul Steffensen var kun 29 år, da han malede alterbilledet i Kapernaumskirken, men han havde allerede i flere år udstillet på Charlottenborg. Senere malede han i en halv snes kirker; men det var på et ganske andet felt, han slog igennem som kunstner: han illustrerede en række af tidens populære romaner: Ingemann, Robin Hood, Robinson Crusoe, Oliver Twist, og - ikke at forglemme - udødelige illustrationer til Carit Etlars "Gøngehøvdingen" og "Dronningens Vagtmester". Generationer af skolebørn helt op til 50'erne kender ham desuden fra de såkaldte "anskuelsesbilleder" med f.eks. "vore husdyr" eller bibelhistoriske motiver, som han var en flittig producent af.

I Politikens sønderlemmende kritik af kirken gik Steffensens alterbillede heller ikke ram forbi: bladet kalder det et ganske mislykket forsøg af en ung maler, der på det jævne måske er flink nok. "Det er Synd for Kunstneren og Synd for Kirken", hed det med finkulturel foragt. Lokalt holdt man meget af billedet, og fotografierne af det, synes heller ikke umiddelbart at bekræfte den voldsomme kritik, selvom der naturligvis ikke er tale om noget banebrydende kunstværk.

Døbefonten var af granit, i romansk stil og kostede 160 kr foruden 35 kr til dåbsfad og -kande. 3 jernlysekroner fra loftet og lampetter mellem vinduer oplyste kirken med gas, og et varmeapparat i kirkens kælder sørgede for varmen. Bænkene var smalle og stod tæt. De havde åbne ryglæn og var oprindelig malet i en lys grønlig farve.

Over indgangen var et pulpitur beregnet til orgel. Men om et sådant kunne der slet ikke endnu være tale. Man anskaffede et harmonium til 700 kr, og med det klarede man sig i 25 år, indtil man fik samlet penge sammen til kirkens første orgel, der blev taget i brug ved 25-årsjubilæet (Om orglerne og musikken iøvrigt se afsnittet om musikken i kirken ).

Alterpartiet er med til at give kirken sit ganske særlige præg. Som tympanon-englen over indgangsportalen er det fremstillet af Herman Kählers keramikværksted i Næstved. Man kan undre sig over, at man valgte Næstved-firmaet, når man havde Utterslev Keramikfabrik (Peter Ipsen) i området, der havde erfaring med lignende opgaver. Der kan måske være en sammenhæng med konflikten mellem fabrikant Ipsen og kirkekomiteen om kirkens tilhørsforhold og beliggenhed. For denne mulighed taler, at Harald Westergaard fra Udvalget for Kirkesagens fremme i et brev (17.4.1894) til udvalget mener, at Koch kan få fabrikant Ipsen til at "lave en pæn frise" til kirken. Det blev nemlig heller aldrig til noget, formentlig fordi konflikten kom imellem.

En yderligere årsag kan dog være, at man hos Kähler havde tegningerne færdig til et alter, tegnet af den fremtrædende arkitekt H.B. Storck, som bl.a. havde tegnet Helligkors Kirke på Nørrebro og lavet altre sammen med både Bindesbøll og Joakim Skovgaard. Oprindelig var alteret beregnet til Ledøje Kirke. En model malet på træ blev opstillet her i 1891. Af en eller anden grund gik man aldrig videre med projektet. Træmodellen står stadig som alter i det nederste af Ledøje Kirkes to kirkerum.

Koch og Storck havde tidligere arbejdet sammen. Således havde Koch fået den opgave at tegne døbefonten til Helligkors Kirke. Nu gjorde Koch så at sige gengæld: Storcks alter til Ledøje blev i stedet fremstillet til Kapernaumskirken, hvor det passede og stadig passer ualmindelig fint ind i helheden. Det er fremstillet af majolicafliser med forskelligfarvede glasurer og guld i blå bund og med grønne og lilla ornamenter. De to indskrifter er fra Joh 1.29 (Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synd) og 1 Kor 1.30 (Han er bleven os Visdom og Retfærdighed fra Gud). Krucifikset, der også er af majolica, er dekoreret med hvide liljer i skiftevis rød og blå bund og med guldstaffage. I dag, hvor alteret igen er ført tilbage til sit oprindelige udseende efter flere mindre heldige ændringer, ser man til fulde, hvor fint et arbejde, der er tale om.

Op til midten af 30'erne skete der kun få og mindre ændringer i kirkens udseende. Alle vedligeholdelsesudgifter skulle jo afholdes af menigheden selv eller af Kirkefondet, så der var grænser for, hvad der var råd til. En kirkebestyrelse nedsat af menighedssamfundet og med ansvar over for Kirkefondet stod for vedligeholdelsen.

Udendørs medførte bebyggelsen af nabogrundene og udvidelse af Frederikssundsvej, at kirken måtte omgives af et jernstakit ud mod gaden og plankeværk ind mod naboerne. I 1909 begyndte man at overveje indlæggelse af elektrisk lys. Det blev dog først til noget i 1915, men så skulle den moderne belysning også gennemføres konsekvent: I 1917 fik klokker Nielsen-Reslet gennemført, at der skulle installeres elektriske "imiterede" alterlys i stedet for de levende! Senere gik man dog tilbage til levende lys igen. I 1915 blev der også indlagt rindende vand.

I 1916 får man Kirkefondets godkendelse til at skære et stykke af bænkeraderne, så der kan etableres en sidegang i hver side. Ved kirkens 25-årsjubilæum i 1920 fik kirken sit første rigtige orgel. Det kostede 16.000 kr, som var indsamlet i menigheden.

Da Ansgarkirken skulle bygges, besluttede man i 1932 at forære den hidtidige kirkeklokke til den nye kirke og anskaffe en ny og større til Kapernaumskirken. Den nye klokke, som stadig er i brug, kostede 1100 kr. Også disse penge var tilvejebragt gennem indsamlinger. Dens inskription forfattedes af sognepræst M.Th.Nielsen:

Indtil kirken fik elektrisk ringeanlæg, var betjeningen af klokken ingen enkel sag. Når der skulle kimes, måtte klokkeren op til klokken, sidde overskrævs på kirkens tagryg og bearbejde klokken med en hammer. For klokkeren og hans familie var glæden ved højtidskimningen en kold juleaften med is på taget og fare for at falde ned til at overse.

Den næste store ændring kom i 1935. Poul Steffensens alterbillede var da så medtaget, at det ikke kunne restaureres. Kirkefondet bad tre kunstnere om et tilbud. Men kun en af dem reagerede. Det var Johannes Kragh, elev af Joakim Skovgaard, der også havde lavet udsmykning til Sions Kirke. Han ville for 1000 kr og dækning af materialeudgifter male "Kristus bærende sit kors". Kraghs projekt indebar desuden, at krucifikset blev flyttet fra alteret til væggen ved døbefonten, for at give plads til et maleri af et døende lam over alterbordet, ligesom de malede draperier på væggen bag alteret erstattedes af malede mursten.

Menighedsrådet accepterede tilbudet. Tanken var, at det nye alterbillede skulle være færdigt til kirkens 40-årsjubilæum. Det blev det dog ikke, for godkendelsen af det i de højere instanser trak ud. Forståeligt nok, må man med eftertidens bagklogskab sige. I forhold til Steffensens synes Kraghs billede et klart tilbageskridt, og fjernelsen af alter-krucifikset fra alteret til fordel for glansbilledmotivet af det døende lam var et direkte overgreb. Men godkendt og udført blev det.

I 1938 fik kirken et nyt varmeanlæg. Det havde været påkrævet i mange år, ikke mindst af hensyn til de tilbyggede menighedslokaler. Men udgiften var voldsom: næsten 25.000 kr, hvoraf menighedssamfundet dog skulle udrede menighedslokalernes andel.

Under krigen og i de første efterkrigsår havde man mere end nok at gøre med at klare almindelig vedligeholdelse og alle de praktiske problemer med at skaffe brændsel og andre fornødenheder. Varmeanlægget måtte skiftes ud igen - velsagtens fordi krigstidsbrændslet havde slidt hårdt på kedlerne. Kirkens arkitekt i denne periode var Hjalte G. Skovgaard. I 1956 tegnede han nye lamper og lampetter til kirken i moderne stil i stedet for de gamle jernlysekroner.

Henimod slutningen af 50'erne var man klar over, at det var nødvendigt med en større fornyelse af kirkens indre. I 1960-61 gennemførtes derfor, under ledelse af arkitekt Hjalte G. Skovgaard, et større restaureringsprojekt: De gamle smalle og åbne bænke blev skiftet ud med bænke i lys eg med lyse skindhynder, og det gamle gulv blev erstattet med egeparket. Det ændrede kirkens indre radikalt, gjorde rummet lysere og mere venligt, hvilket senere blev understreget af den blå farve på væggene, der erstattede de rødbrune, efterhånden mørke farver. Foran alteret kom et nyt altertæppe i grønne nuancer med forskellige kristne symboler.

Med de nye bænke fik kirken samtidig en ny fornem udsmykning: på bænkenes gavle skabtes i et samarbejde mellem Hjalte Skovgaard og billedkunstneren Foersom Hegndal en serie af bibelhistoriske relieffer, skåret i træ. Set fra indgangen har vi i venstre side billeder fra det gamle testamente, i højre fra det nye testamente, ordnet så billederne over for hinanden understreger forbindelsen mellem de to, og så forløbet er frelseshistoriens:

1.	Gudsnavnet på hebraisk (Jahve)	Kristusmonogrammet på græsk (XP)
2.	Adam og Eva skabes	Jesu fødsel
3.	Slangen og æblet	Betlehemsstjernen
4.	Noah og regnbuen	Jesu dåb
5.	Abraham bryder op	Duen (Helligåndssymbolet)
6.	Isaks ofring	Jesu fristelse
7.	Jakobsstigen	Jesus og de små børn
8.	Rebekka	Fisken (Kristussymbol)
9.	Den syvarmede lysestage	De syv stjerner og syv lysestager fra Joh.Åbenbaring
10.	Moses med lovens tavler	Bjergprædikenen
11.	Jonas og Hvalfisken	Fisken og brødet
12.	Moses ved Det Røde Hav	Peters fiskedræt
13.	Pagtens Ark	Kalken (den nye pagt)
14.	Job i askedyngen	Jesus bærer sit kors
15.	Davidsstjernen	Kirkeskibet
16.	Kong David med harpen	Jesus Himmelkongen

Ud over relieffernes kunstneriske værdi er de også en pædagogisk gevinst for kirken: de rummer mange muligheder for bibelfortælling samlet om et billede, for børn og konfirmander, eller i forbindelse med prædikenen.

Det næste store led i fornyelsen af kirkens indre kom i 1969, da kirken efter megen besvær fik sit nye orgel og nyt pulpitur i lyst eg, svarende til gulv og bænke. Endelig kom så i 1970, op til kirkens 75 års jubilæum restaurering af alterpartiet, med P.E.Lønne som arkitekt.

Projektet indebar, at man tildækkede Johannes Kraghs alterbillede med en hvid plade. Man ville fornuftigvis ikke bare male det over, idet man jo så udelukkede, at en senere tid med en anden smag kunne hente det frem igen. De falske mursten på bagvæggen forsvandt ligeledes, så hele altervæggen fremstod enkel, hvid, som baggrund for det smukke alterkrucifiks, der nu kom tilbage på sin oprindelige, rette plads, hvor det siden har været. Denne løsning fremhævede netop alterets særpræg og satte grundsymbolet, korset, i centrum i kirken på en ny og stærk måde.

Desværre gjorde man ikke ved samme lejlighed en tidligere skade, hvor man hævede alteret med et trin ved ganske enkelt at fjerne den nederste bort på alterbordet med dens meget grelle farveskråstriber og sætte den op for oven. Det var en klar fejltagelse, som ikke blev bedre af, at man hamrede en fast knæleskammel direkte ind i de smukke Kähler-fliser.

Først i 1991 fik man alteret ført tilbage til den oprindelige skikkelse ved at flytte borten "på plads" og fjerne den faste knæleskammel. Trinnet, der havde været mere til gene for præsterne end til gavn for menigheden blev ligeledes fjernet igen. Kählers keramikværksted fremstillede nye fliser i alterets mørkeblå bundfarve til siderne, i stedet for de ordinære hvide badeværelsesfliser, der var sat på, og beskadigede fliser blev sat i stand igen, så alteret nu fremstår som en smuk helhed. Det blev en af de sidste større arbejder som det gamle kendte Kähler-værksted udførte, inden det måtte lukke.

Ved en sognedag i 80'erne sagde en deltager, at hvis Vorherre gik forbi på gaden, ville han ikke være bange for at gå ind i kirken. Den virker ikke skræmmende udefra, snarere lidt forsagt-uanselig. Det er ikke en katedralkirke med høje hvælvinger og hellighedsudstråling, men en menighedskirke, og en kirke, der er bygget til at være kirke i et kvarter med småfolk og ganske almindelige mennesker.

Indvendig overraskes folk stadig af det smukke og venlige rum. Skal man beskrive det, kan man, som det ofte er sket, vælge at gøre det med salmeverset:

Jo, sneglen er der også. Den sidder som en del af prædikestolens udsmykning. Kun "jordens børn" mangler i udsmykningen. De skal naturligvis sidde på kirkebænkene!

Man kan også beskrive Kapernaumskirken som et paradisbillede: allerede ved indgangen, over døren, begynder paradissymbolikken. Da Adam og Eva var jaget ud af paradis, satte Gud to keruber med flammesværd til at vogte indgangen, så de ikke kunne vende tilbage til paradis.

Tympanonenglen i portalen over indgangsdøren bærer ikke et sværd, men et bånd med navnet JESUS: Paradisets port er åben igen. Jesus har åbnet den.

Går man så ind af døren, er det netop nærliggende at tænke på paradis i omgivelsernes sten, asfalt og beton: her er markblomster i massevis. Legenden siger, at blomsterfrisens forskellige blomster alle voksede på grunden, da kirken blev bygget. På prædikestolen og ved døren er der fugle. Sneglen er nævnt. På altertæppet er der en fisk og en due. Båndene i loftets tøndehvælv har åkander og blade, og alteret vindrueranker.

Fra paradis udgik livets flod. I kirken har vi døbefonten som livets kilde. I paradis talte Gud til mennesket. I kirken lyder Guds ord fra alteret og prædikestolen. Og Livets Træ i paradis genspejles af krucifikset på alteret: "Påskemorgen, da Herren opstod, da livstræet fæsted i graven rod".

Fra begyndelsen var kirkens løse inventar sparsomt. Der var ikke råd til de store udskejelser. I kirkens byggeregnskab udgør inventaret under 3000 kr af kirkens samlede byggesum. Heri er endda iberegnet alteret (450,- kr), kirkens harmonium (700,- kr), 100 løse stole (310,-kr), prædikestolen (150,- kr) og døbefonden (160,- kr). Alterbilledet figurerer ikke med beløb i byggeregnskabet.

En relativt dyr anskaffelse var 400 metal-tal til opsætning af salmenumre. De kostede 100,- kr.

Men ellers begrænsede anskaffelserne sig til det nødvendige til gudstjenestens brug. Salmebøger til menigheden var der f.eks. ikke fra begyndelsen. De blev først anskaffet, efterhånden som der blev råd.

Til alteret blev fra starten foruden de nødvendige bøger (alter-, ritual-, salmebog og bibel) indkøbt 2 store messinglysestager, som stadig står på alteret. Senere blev de som nævnt i periode udstyret med elektrisk lys og der blev anbragt mindre elektriske lysestager derudover. Da man igen gik over til stearinlys, havde man i en periode 2 trearmede lysestager på alteret. Men disse erstattedes i 30'erne af den syvarmede messingstage, der stod på alteret indtil begyndelsen af 70'erne., og som nu står i menighedslokalet. Den store alterbibel blev foræret til kirken i 1969 af en dame, der i menighedsrådsprotokollen kun figurerer som fru Persson.

Det nuværende grønne altertæppe afløste ved restaureringen i 1960-61 det oprindelige, som var en gave. Menighedsrådet kasserede det første udkast til tæppe, og der var heller ikke udelt tilfredshed med det endelige resultat, som har kristne grundsymboler indvævet (fisken, duen, øjet , alfa og omega). Men tæppet virker i dag smukt ind i helheden, og det har vist sig særdeles slidstærkt: efter en rensning i forbindelse med restaureringen af alteret i 1991 fremtræder tæppet nærmest som nyt. Der er bevaret flere gamle meget smukke alterduge, hvis oprindelse ikke er kendt. De nuværende broderede og kniplede duge og servietter til alteret er gaver til kirken.

Kalk og disk var i sølv og er også stadig i brug. Kalken blev dog ændret (gjort lavere) i 1935 i forbindelse med anskaffelsen af alterkande og oblatæske i sølv i anledning af kirkens 40-årsjubilæum. Det fremgår ikke af oplysningerne, hvem der har udført kalk og disk.

Særkalke - altså alterbægre til hver enkelt nadvergæst - kendtes ikke i 1895. Alle modtog vinen af den store alterkalk. Efter århundredskiftet begyndte man imidlertid i lægekredse at kritisere brugen af fælleskalk af hygiejniske grunde: lægerne påpegede smittefaren - ikke mindst den frygtede tuberkulose. Der var flere fantasifulde løsningsforslag, herunder fælleskalke med et antal hældetude, som man kunne skifte imellem! Men gejstligheden var imod ændringer. Man så det som et udtryk for de vantro lægers manglende tillid til Guds forsyn og et forsøg på at skræmme folk væk fra nadverbordet. I 1909 udsendte ministeriet et cirkulære, der muliggjorde indførelse af særkalke. Menighedsrådet i Kapernaumskirken afviste dette, da "der formentlig ingen trang er til det iblandt menigheden".

Hen mod slutningen af 1.verdenskrig, hvor sundhedstilstanden også i København var alarmerende, blussede debatten for alvor op, og mange i menighederne ønskede særkalke indført. I Kapernaumskirken var der en heftig debat i 1916-17, først i menighedsrådet, hvis store flertal var imod at indføre særkalke, og dernæst på et menighedsmøde, hvor et snævert flertal (23 mod 21) var for særkalkene, hvorefter sognepræst A.M.Møller modvilligt accepterede disse. I maj måned forærede sognets KFUM, der gik ind for fornyelsen, så kirken et antal særkalke af glas. Brugen slog hurtig an. I 1921 anskaffedes yderligere 25 kalke. Og i 1927 forærede repræsentant Ottens, der var en af menighedens faste støtter, kirken 50 kalke af sølv, som er de kalke, der stadig er i brug. Glaskalkene findes også stadig og bruges ved lejligheder med særlig mange altergæster.

Om kirkens første messehagel foreligger der ingen oplysninger. Men i en lang årrække havde kirken to messehagler (formentlig en grøn og en rød) af en udbredt type i fløjl med påsyede guldkantebånd og et stort kors i guldbånd på ryggen. I 1948 hedder det i et menighedsrådsreferat, at "den gamle messehagel udlånes til Husum Kirke". I 1963 klager pastor Lorenzen over for menighedsrådet over, at messehagelen er flosset. Og i 1965 fik menighedsrådet så af ministeriet bevilget 1685 kr til indkøb af en ny grøn messehagel i silke med et kors i mørkere grøn farve på ryggen. Det fremgår ikke, hvem kunstneren var.

I løbet af 1980'erne fik kirken imidlertid nye, smukke messehagler i alle de liturgiske farver. Den hvide til festbrug, som blev anskaffet i 1980 er tegnet og syet af Lisbeth Værge. Den har et smalt gyldent broderet kors på ryggen med en gylden Lutherrose i sammenføjningen. De tre øvrige (lilla, grøn og rød) er alle tegnet af Kirsten Justesen og syet af Selskabet for Kirkelig Kunst. Kirsten Justesens messehagler blev til i et nært samarbejde med kirkens præster. Hun lod sig inspirere af blomsterne i blomsterfriserne på kirkens vægge. På hver af de tre hageler er en af blomsterne i stærkt stiliseret udgave blevet motivet på ryggen.

Den lilla hagel var en anonym gave til kirken i 1983, året efter sognepræst Helge Bavnhøjs død. På den er det tidslen, der danner korsarme. Lilla er jo bodsfarven, og den lilla messehagel bruges i faste- og adventstiden. Den grønne hagel blev anskaffet i 1985 i forbindelse med kirkens 90-årsjubilæum. Her er det kornakset, der er brugt. Hvedekornet er Kristussymbol, og den grønne hagel bruges jo i tiden efter Helligtrekonger (såtid) og i trinitatistiden (høsttid). Den røde hagel blev anskaffet i 1991.,bl.a. med støtte fra Menighedsrådenes Udsmykningsfond. Den har 5 hvide rosenblade som motiv, og mellemrummet antyder et kors. Rosenbladene peger på kærligheden, Helligåndens frugt, men samtidig antyder de flammetunger (Helligåndens ild). Den anvendes kun til pinse og på martyrdage (2.juledag: St.Stefans dag). De tre hageler er både hver for sig og ikke mindst som serie fornem kirkelig kunst.

Døbefonten er i granit og er en efterligning af de gamle romanske døbefonte. Dermed knytter den forbindelsen tilbage til kristendommens tidlige tid i Danmark. Den oprindelige dåbskande blev i 1933 udskiftet med den nuværende i messing, og samtidig fik dåbsfadet en inskription, forfattet af sognepræst M.Th.Nielsen:

Til trods for, at Kapernaumskirken hverken ligger i nærheden af vandet eller har nogen som helst søfartsforbindelser, er der hele to kirkeskibe ophængt i kirken, begge over midtergangen. Længst oppe mod alteret hænger barken "Ellen af Aalborg", en 4-mastet bark, skænket til kirken i 1920 af repræsentant Ottens og bygget af en rigger ved navn Larsen. Skibet blev restaureret af Søfartsmuseet på Kronborg i 1956. I 1948 skænkede tæppefabrikant Marcus Andersen, Vibevej, endnu et skib til kirken: den tremastede bark "Norma", bygget af grønlandsskipper Carl Petersen.

De to nuværende indsamlingsbøsser i messing er formentlig de oprindelige fra kirkens indvielse. Tidligere har der også været indsamlingsbøsser ved sideindgangene og en særlig indsamlingsbøsse til fordel for LYM (Lægmandsbevægelsen forYdre Mission).

Næsten fra starten savnede menigheden ved Kapernaumskirken lokaler til møder, børnearbejde, menighedspleje osv. Sakristiet kunne til nød rumme et halvt hundrede mennesker, og det var alt for trangt. Det var jo netop fra starten tanken, at kirken ikke blot skulle være gudstjenestekirke, men i pagt med kirkesagens menighedssyn også en arbejdskirke og hverdagskirke, hvor mennesker kunne samles på mange forskellige måder.

Derfor lå ideen om at bygge et menighedshus der fra begyndelsen. I 1912 tog menighedsrådet tanken op over for Kirkefondet. Man var ved at være i en desperat situation: Asylbestyelsen overvejede helt at opsige menighedsarbejdet fra brug af asylet på Østre Fasanvej, da det voldte for megen ulejlighed. Lejeudgifterne til mødelokaler uden for kirken var på grund af de hurtigt voksende menighedsaktiviteter steget til over 900 kr om året, hvilket var en voldsom belastning. Og man frygtede, at kommunen ville sælge den ledige grund bag kirken til anden side, hvis ikke man fik den købt. Iøvrigt steg grundpriserne i området hurtigt, så jo længere man ventede, jo dyrere ville det blive

Kirkefondet var positivt, bl.a. fordi menigheden selv allerede havde samlet flere tusinde kroner ind til formålet. Man opgav dog af økonomiske grunde tanken om et selvstændigt hus og besluttede sig i stedet for en tilbygning til kirken. Kirkefondet købte grunden, og i 1915, i 20-året for kirkens indvielse, blev byggeriet sat i gang. Menighedshuset blev indviet søndag 16.januar 1916. Arkitekt var Fred.M.R. Draiby, Hellerup, og prisen blev på ca.19.000 kr foruden grunden. Af dette beløb gav Kirkefondet de 2.000, resten blev samlet ind, både i og uden for sognet.

For pengene fik man en menighedssal med plads til 125-150 mennesker, hvis ellers de sad tæt, og 2 mindre sale, hvoraf den ene var hovedparten af det gamle sakristi. I resten af sakristiet blev der indrettet køkken, entré og et lille præsteværelse. Med foldevægge kunne alle tre sale slås sammen til een, med plads til ca.250 mennesker. Rummet var indrettet med bænke i rækker og en stor prædikestolslignende fast talerstol. Der var ikke brugt penge på udsmykning, men man var til gengæld fremsynede nok til straks at få indlagt elektrisk lys og rindende vand(samtidig med kirken). I 1924 modtog man en gave fra sognepræst K.E.Nielsen i Skovshoved på 2 store malerier, 1 med Ansgar, som skulle anvendes som alterbillede i Ansgarkirken, et andet med et opstandelsesmotiv, som blev ophængt i menighedssalen. Det hang der indtil den store ombygning i 1986-87, hvor det blev beskadiget og måtte kasseres.

Menighedslokalerne var et stort fremskridt, og de fik utrolig stor betydning for menighedens liv og kontakten mellem kirke og sogn. De blev ramme om Menighedssamfundets aktiviteter. De gav menighedsplejen mulighed for at starte børneplejestation og andre sociale foranstaltninger. Fra køkkenet uddelte menighedssøsteren og hendes frivillige mad til fattige i sognet. I lokalerne holdt de forskellige arbejdsgrene møder og basarer, og præsternes konfirmandforberedelse kunne endelig få ordentlige rammer. Søndagsskolen kunne derimod slet ikke rummes i lokalerne. Der var alt for mange børn. Man måtte stadig både bruge kirkerummet og lokaler uden for huset.

I det hele taget blev det voldsomme antal børn og unge snart et problem på den måde, at de nye menighedslokaler heller ikke kunne rumme alle de aktiviteter, der kom i gang, se afsnit.

Flere gange i de følgende år kom der forslag om udvidelse af menighedslokalerne. I 1933 foreslog M.Th.Nielsen Kirkefondet, at man byggede en etage oven på Menighedshuset. Tanken var at indrette lejligheder til kordegn og graver. I tilgift ville man kunne få et mindre mødelokale ekstra. Kirkefondet har åbenbart ikke støttet tanken, hvilket måske skal ses på baggrund af, at det var midt under Ansgarkirkens byggesag. To større sager i Kapernaums Sogn på samme tid har man næppe ønsket at binde an med.

Ideen kom frem igen i 1948, da KFUM havde måttet opgive bygningen på Nordre Fasanvej. KFUM var reelt hjemløs og foreslog derfor, at man byggede en etage med ungdomslokaler ovenpå menighedshuset. Man havde regnet ud, at projektet ville koste ca. 80.000 kr. Menighedssamfundet afviste imidlertid ideen som urealistisk, og KFUM måtte tage til takke med at få tilbud om lokalerne i menighedshuset "hver anden mandag".

Sidste gang ideen om at bygge "opad" kom frem var i 1971, hvor der i menighedsrådet var overvejelser over at benytte loftsrummet over sakristiet til ungdomslokaler. Denne løsning fandt man dog ikke hensigtsmæssig på grund af lys-, adgangs- og isoleringsforhold, men i forbindelse hermed blev det atter foreslået at bygge en etage oven på. Mangelen på lokaler til ungdomsarbejdet var stadig et problem. Og selvom man nedsatte samarbejdsudvalg til at fordele lokalebrugen bedst muligt, var det årsag til idelige stridigheder mellem de forskellige arbejdsgrene om, hvem der havde krav på lokalerne de forskellige dage.

Der kom imidlertid ingen løsning på problemet i denne omgang. Tværtimod mistede man i 1973 den lille sal (ungdomssalen), som blev indrettet til kordegnekontor. Denne ændring hører ikke til de bedst gennemtænkte løsninger i kirkens historie. Indtil kordegn Johs. Christensens pludselige død i 1969 var kordegnekontoret i hans bolig på Frederikssundsvej 37, lige ved kirken. Efter hans død var det ikke muligt at bevare lejligheden til brug for kirken, og den nye kordegn overtog - efter mange forsøg på at finde en egnet lejlighed ved kirken - den hidtidige kapellanbolig, en lejlighed på Rentemestervej.

Man forsøgte at finde en ledig butik i nærheden af kirken til kordegne- og præstekontor, men da det ikke lykkedes, måtte man overveje at indrette kontor i menighedshuset. Den første idé var at indrette kontorer i sakristiet, men kirkens daværende arkitekt P.E.Lønne, foreslog at bevare dette lokale som konfirmandlokale og i stedet gøre "ungdomssalen" til kordegnekontor og samtidig udvide køkkenet.

Efter en del snak frem og tilbage og forskellige ændringer og besparelser endte man med at nøjes med at indrette den halvdel af ungdomssalen, som vendte ud mod vinduerne til kordegnekontor. Resultatet blev, at man i mellemrummet, den tilbageværende halvdel fik et stort forrum uden dagslys, udstyret med skabe til depot, men ubrugeligt til andre funktioner, endog som venterum, og som derfor nærmest blev en slags almindeligt oplagringsrum. Det var meget uheldigt som adgangsvej til kordegnekontoret, samtidig med at det var en uhensigtsmæssig anvendelse af den sparsomme plads.

Denne løsning var uden tvivl en medvirkende årsag til afmatningen i børnearbejdet ved kirken. Nu var der reelt kun det lille kælderlokale tilbage, som FDF lagde beslag på. KFUK-spejderne og søndagsskolen måtte bruge konfimandlokalet. KFUM og KFUK følte sig presset ud af menighedshuset og lejede indtil den store ombygning lokaler uden for huset.

I 1979 kom en udvidelse påny på tale. At bygge en etage ovenpå var nu blevet umuligt på grund af byggereglementet, så pastor Helge Bavnhøj foreslog det, der senere skulle blive løsningen, nemlig at grave kælder ud under de eksisterende menighedslokaler og indrette ungdomslokaler her. Et projekt udarbejdet af arkitekt P.E.Lønne kom ikke til udførelse; men i 1984 blev planen taget frem igen. Kirken havde i mellemtiden fået ny arkitekt, Peter Brogaard. Han tegnede et projekt, der dels indebar udgravning af kælderetage, dels betød en omfattende renovering af de eksisterende lokaler.

Det var et dyrt projekt. Prisen var beregnet til 2,9 mio kr. Årsagen var naturligvis, at udgravningen af en etage under et eksisterende byggeri er en af de dyreste byggeformer overhovedet. Til gengæld fik man så også virkelig tidssvarende lokaleforhold: Kordegnekontoret blev flyttet til sakristiet, hvor der også blev indrettet præsteværelse. Det minimale præsteværelse blev til kirketjenerkontor. Den gamle "ungdomssal" blev genetableret som konfirmandrum og mødelokale til mindre møder, og den store sal blev indrettet tidssvarende med nye smukke møbler. Loftet blev sænket, til skade for akustikken, men til gavn for varmeregningen og det visuelle indtryk, og der blev etableret fjernvarme. Toilet- og adgangsforholdene blev forbedret. Det væsentligste var dog indretningen af tidssvarende ungdomslokaler i kælderen: 2 rum af samme størrelse som de to sale oven på, té-køkken, badeværelse, toiletter og depotrum. Byggeriet blev sat i gang i sommeren 1986, og det stod klart til indvielse på kirkens fødselsdag i september 1987.

Flere medlemmer af menighedsrådet havde ytret betænkelighed ved projektet, bl.a. fordi undergrunden frygtedes fugtig. Det viste sig også at være et reelt problem, der undervejs fordyrede byggeriet, fordi der måtte tages mange særlige forholdsregler. Det viste sig også, at problemerne ikke kunne løses helt. Fugt har været et stadig tilbagevendende problem i lokalerne nedenunder, men dog ikke værre, end at de har fungeret til stor glæde for kirkens børne- og ungdomsarbejde.

En anden grund til bekymring var spørgsmålet, hvorvidt hele det kirkelige arbejde ville gå i stå, fordi man en hel sæson ikke kunne bruge lokalerne. Denne viste sig imidlertid at være grundløs. Folk fulgte med interesse projektet, og det gav anledning til stor opfindsomhed med hensyn til at klare tingene og stor solidaritet fra de kirkelige arbejdsgrenes side: Ældremøder og sogneaftner klumpede sig sammen i det lille lokale, som først blev gjort klar til brug. Til basaren fik man lov at låne et tomt butikslokale i naboejendommen. Til lysfest og julefest for ældre fik man lov at låne lokaler i Skt.Stefans Kirke, og Kirkens Korshærs julearrangement blev dette ene år flyttet til Grundtvigskirkens krypt. Selve kirkerummet var ikke berørt af byggeriet.

I flere måneder kørtes daglig læs efter læs af jord og sten fra kælderen under det store menighedslokale, hvor gulvet var fjernet og en mini-gravko stod og gravede. Hele byggeprocessen blev fulgt på nærmeste hold af kirkens ansatte, menighedsrådet og mange interesserede, og samarbejdet mellem kirkens arkitekt, håndværkerne og byggeudvalget fungerede upåklageligt og med stor idérigdom med hensyn til at løse de mange problemer, der opstod i processen. Den endelige pris kom til at nærme sig 3,3 mio kroner, men så fik Kapernaumskirken til gengæld også tidssvarende og venlige mødelokaler, der på helt anden vis svarer til nutidens behov end de gamle mørke og efterhånden noget trist udseende lokaler.

Kælderlokalerne har siden været benyttet flittigt, først og fremmest af KFUM og KFUKs børne- og ungdomsklubber, der vendte tilbage til kirken efter en række år i lejede lokaler i arbejdsformidlingens hus på Svanevej. I de første år efter ibrugtagningen fungerede KFUK-spejdertroppen også, men da den blev nedlagt, kunne KFUM og KFUK sagtens udfylde lokalerne, som de stort set selv har fået lov at sætte deres indretningsmæssige præg på.

Generelt har Kapernaumskirken i dag både tidssvarende og stedsvarende rammer for de forskellige sider af det kirkelige liv: Kirken ligger midt i sognet og lige ud til kvarterets livsnerve: Frederikssundsvej. Kirkerummet svarer ualmindelig godt til sognets karakter , og menighedslokalerne ligger i nær sammenhæng med kirken, så det er nemt at have arrangementer i tilknytning til gudstjenester og koncerter. Lokalerne passer i størrelse og karakter fint til de kirkelige aktiviteter, der er i sognet. Den eneste oplagte mangel er et øverum til koret. Naturligvis kan man håbe på, at det kirkelige liv vil blomstre i en sådan grad, så der atter bliver pladsmangel, men der er dog stadig så megen luft ugen igennem, at der er rum for initiativer.

Menighedsrådet har indtil nu valgt normalt ikke at leje lokaler ud til foreninger, generalforsamlinger, private fester o.l. Årsagen hertil er ikke, at man ønsker at isolere sig i forhold til det folkelige liv, for det er ikke tilfældet. Men de fleste forespørgsler drejer sig om aftentimerne, og her er lokalerne i forvejen oftest optaget af kirkelige aktiviteter eller korøvelse, og i kælderlokalerne er der børne- og ungdomsaktiviteter stort set hver aften. Skulle man leje ud til faste foreningsaktiviteter ville det blokere for mange timer og dermed gøre det svært at planlægge enkeltarrangementer. Og private fester, f.eks. i forbindelse med kirkelige handlinger, ville det være helt uoverskueligt at give sig i kast med, både af plads- og af administrationsmæssige årsager. Men kirken har f.eks. i forbindelse med det tværfaglige samarbejde i nordvest (se s.) lagt lokaler både til møder og tværfaglig efteruddannelse. I en periode har hjemmehjælpergrupper holdt møder i lokalerne, og der har været forskellige enkeltarrangementer i samarbejde mellem kirken og andre i kvarteret.

Hertil kommer, at menighedslokalerne ind imellem er ramme om kunstudstillinger, idet man ved ombygningen af lokalerne sikrede, at det blev muligt at ophænge skiftende udstillinger. En lang række vidt forskellige udstillinger, lige fra amatører til højt anerkendte kunstnere har kunnet ses i lokalerne i årenes løb under overskriften "kunst i kirken".

I de første årtier af kirkens liv boede de ansatte præster i lejligheder, som Kirkefondet fandt og betalte lejen for. Kirkens første sognepræst Niels Juhl boede i en lejlighed på Frederikssundsvej 26. En lejlighed på 1.sal i asylet på Ndr.Fasanvej har i 20'erne været brugt til bolig for hjælpepræster.

Sognepræst M.Th. Nielsen boede først på Vesterbro og flyttede så ind i en lejlighed på Hjortholms Allé 29 i Utterslev, på 1.salen hos en af menighedssamfundets trofaste støtter, malermester H.M.Oppenhagen, som var medlem af kirkens bestyrelse, forstander for søndagsskolen, og hvis kone og tre voksne børn alle var søndagsskoleledere.

Det viste sig dog ikke at være nogen lykkelig løsning. Sognepræsten og malermesteren kunne ikke enes, og i 1921 kom det til en konflikt, hvor M.Th.Nielsen fik menighedssamfundet til at udelukke Oppenhagen. Efter Oppenhagens mening skyldtes det, at han havde sat sig op imod sognepræsten, bl.a. ved at ønske fornyelse i samfundets arbejde, og præsten havde så som en anden herremand fået ham sat på træhest med underdanig hjælp fra de læge samfundsrådsmedlemmer. M.Th.Nielsens og samfundsrådets forklaring kendes ikke, da samfundsrådets breve holder sig til formalia og vedtægtsparagraffer. Så den dybere baggrund for konflikten kendes ikke. Men resultatet blev, at Oppenhagen og hans familie helt trak sig ud af menighedens liv. Som følge heraf kunne pastor Nielsen naturligvis ikke blive boende på Hjortholms allé.

Der var bolignød, og det var ikke muligt at finde en lejlighed i sognet. Derfor - og måske også på grund af pastor Nielsens ønske om en mere "standsmæssig" bolig - opstod tanken om at købe grund og bygge en egentlig præstebolig. Kirkefondet gik med på ideen, og det lykkedes at købe en grund til en rimelig pris på hjørnet af Ørnevej og Svanevej. Her opførtes så i 1922-23 en efter tidens forhold moderne villa efter tegning af arkitekt Julius Berg. Boligen var stor og rummelig, blev udstyret med moderne bekvemmeligheder som wc. Præsten fik have med hæk og pæretræer. I forhold til sognets beboere generelt blev sognepræstens boligforhold hævet langt over det normale, hvilket ikke var helt i tråd med kirkesagstanken om at præsten skulle bo midt mellem sognets folk. Der var da også skumlerier i sognet over den dyre præstebolig. Den kostede faktisk næsten lige så meget som kirken havde kostet 27 år tidligere, nemlig knap 35.000 kr. Til gengæld fik præsten så både gode boligforhold og et stort kontor.

Det var ikke muligt at indsamle mere en tiendedel af købesummen. Kirkefondet gav imidlertid 9000 kr i gave og 2000 i lån, og Kirkeministeriet gav tilladelse til et lån i stiftsmidlerne på 20.000 kr, som Kirkefondet skulle forrente. Til gengæld blev huset Kirkefondets ejendom, indtil det i 1973 ligesom kirke og menighedslokaler overgik til menighedsrådet.

Huset på Svanevej har siden stået som præstebolig, og efterhånden som andre villaer på vejen og i kvarteret har måttet vige for kontorbyggerier og boligblokke, er præsteboligen den sidste tilbageværende villa med have i sognet. Skønt - eller måske netop fordi - den ligner en hvilkensomhelst gennemsnitlig rødstens murermestervilla med have, træer og hæk i en stationsby, er den i nordvestkvarteret lidt af en seværdighed og kendt af de fleste i sognet. Den adskiller sig næsten lige så meget som kirken fra den normale bebyggelse i sognet.

Dertil kommer, at den efter en periode, hvor den havde fået lov at forfalde så meget, at det ved provstesynet i 1980 blev overvejet at lade den nedrive, i begyndelsen af 80'erne blev sat i så fin en stand, at den i dag er en af områdets absolut bedste præsteboliger.

Var sognepræstens boligproblem dermed løst, havde kapellaner og hjælpepræster fortsat boligproblemer. I en årrække frem til slutningen af 60'erne boede den residerende kapellan på Rentemestervej 24, og kaldskapellanen på Tranevej 2, begge i lejligheder, der var for små til formålet; men det var svært at finde noget bedre og svært at få råd til det, så længe det stadig skulle finansieres privat af Kirkefondet og frivillige midler.

Præstemanglen i 60'erne og begyndelsen af 70'erne tvang imidlertid menighedsrådene i København til at finde løsninger på problemet, hvis de overhovedet ville have en chance for at få ansøgere til de ledige stillinger. Efter præsterne Windfelds og Lorenzens død med få års mellemrum var det umuligt at få nye ansøgere til at søge de ledige stillinger i Kapernaum. Efter forgæves forsøg bl.a. på at få Kirkeministeriet til at leje bolig i nybyggeri lige over for kirken, lykkedes det omsider i 1971 at få godkendt købet af et rækkehus på Hvidkildevej 59. Det var ganske vist mindre end ønsket og uden for sognet, men dog i relativ kort afstand fra kirken. Dermed blev boligproblemet løst, og stillingen som residerende kapellan blev snart efter besat med Preben Svoldgaard Larsen.

Rækkehuset på Hvidkildevej var vel langt fra så velegnet som præstebolig som huset på Svanevej - først og fremmest ikke, hvis præsten havde stor familie. Således er det nødvendigt enten at have præstekontor på 1.sal eller inddrage dagligstuen til formålet. Alligevel har det dog fungeret rimeligt tilfredsstillende, og flere andre sogne har købt tilsvarende rækkehuse som præsteboliger på Hvidkildevej.