Kapernaumskirkens begyndelse af Ove Winther Hansen

Søndagsskolen   Kirkeideen    Utterslev Børs-møderne   Kirken bygges   Indvielsen

Det siger meget om en kirke, hvordan den er opstået. Mange nyere kirker er opstået som vandrekirker, som man så har samlet en menighed omkring, sådan var det ikke med Kapernaumskirken. Man begyndte ikke med at samle en voksen menighed, men startede med de små, med en søndagsskole.

Den 4. november 1877 åbnede frk. Lindhardt en søndagsskole i nogle stuer i Allersgade 15. Der var pæn tilslutning fra starten, hvor der den første dag mødte 6 drenge og 33 piger op. Derefter voksede antallet så fra søndag til søndag. Det blev nødvendigt med mere hjælp og en af de første hjælpere, frk. Muusmann, nåede at være lærer i søndagsskolen i 40 år.

I 1878 var søndagsskolen mere end de 2 frøkner kunne klare og man tilsluttede sig Københavns Indre Mission, hvor man blev 5.afdeling. og fik en stud.theol., som forstander. Københavns Indre Mission var dengang noget anderledes en Indre Mission på landsplan. Den senere fynske biskop Harald Stein havde opstillet en aktionsplan der gjorde Københavns Indre Mission, til en langt mere socialt indstillet forening end den var på landsplan. For Stein, og Københavns Indre Misson, var det vigtigt at ordets forkyndelse gik hånd i hånd med kærlighedens gerninger, et synspunkt der vandt genklang hos langt flere københavnske præster end Indre Mission ellers havde kontakt med.

Med tilslutningen til Københavns Indre Mission flyttede man også til større og bedre lokaler i børneasylet "Carlslund", der lå hvor Nørrebrogade 213 nu ligger. Om denne søndagsskole har vi ganske gode oplysninger, idet der eksisterer en dagbog fra denne søndagsskole for årene 1885-91.

Man havde fra tidlig tid en tilknytning til den nye kirke "Stefanskirke" (1874) hvor man årligt havde en børnegudstjeneste sammen med to andre søndagsskoler fra Kappelvej. De to afdelinger på Kapelvej dækkede så området fra Stefanskirken og ind mod byen, mens Carlslund dækkede området fra Stefanskirken og ud af byen.

Denne fælles børnegudstjeneste blev af alle dage afholdt Langfredag eftermiddag kl. 14. Men der kunne sådan en eftermiddag være 800 børn fra de tre søndagsskoler, som sad klassevis i kirken, så de voksne måtte henvises til pulpituret. Da Hellig Kors kirke blev færdig (189x), flyttede de to andre søndagsskoler deres børnegudstjeneste til denne, men Carlslund søndagsskole fortsatte i Stefanskirken, helt indtil de kunne flytte til Kapernaumskirken.

De to andre årlige højdepunkter var julefesten og lærerskovturen. Til julefesten måtte man pga. pladsmangel holde hele to fester, en fest for de små elever kl. 12.00 og en fest for de store elever kl. 16.30 (piger) og kl.17.00 (drenge), men så kunne der også til de to fester være over 300 børn. Man havde andagt, juletræsdans, lege, historier og de store elever fik endda smørrebrød, som (fabrikant?) Aller gav 50 kr. til.

Lærerskovturen var en heldagsudflugt hvor man tog toget kl. 8 og efter en dag med frokost, lege og andagt tog man hjem igen ved 10-tiden om aftenen. Disse udflugter var som regel også tiden hvor diverse stud.theol.'er, der var forstandere blev introduceret eller tog afsked.

Ved den skovtur hvor den senere første præst ved Kapernaumskirken, Niels Juhl, skulle overtage forstanderskabet, fór han og den på det pågældende tidspunkt værende forstander og en tidligere forstander vild i skoven fordi de havde for travlt med at diskutere søndagsskolens fremtid, og et vittigt hoved omtalte dem i den anledning som den der var, den der er, og den, der kommer.

Med tiden begyndte man også på at afholde forældremøder. De første, som man afholdt i Bethesda, Indre Missions hus, var knap så vellykkede, som da man senere afholdt dem mere lokalt. Da de blev holdt i Martahjemmet, så kunne der godt møde 125 forældre op til det årlige forældremøde.

Pladsen i "Carlslund" blev efterhånden for dårlig, man måtte holde de små i kælderen, mens de store var på 1. sal. Det kunne godt give problemer om vinteren hvor der til tider var så koldt i kælderen at man ikke kunne have de små dernede og så måtte man nærmest stå på tæerne af hinanden oppe på 1. sal.

Fra 1887-88 forsøgte man sig så andre steder: En fhv. skofabrik som man selv måtte sætte i stand, en teatersal, som man måtte dele med nogle skuespillere og til sidst en spisesal på Holger Petersens fabrik. Men i efteråret ‘88 var de atter tilbage i Carlslund, om end pladsen stadig var trang og man ved flere lejligheder måtte have børn stående ude på gangen. Men nu vidste man at det var tidsbegrænset, for man havde fået lovning på at være i det nye børneasyl "Opdragelsen" på Østre Fasanvej og her flyttede man så ind d. 18. august 1889.

I løbet af de følgende 3-4 år opstod så tanken om en rigtig kirke på "Utterslev Mark". Fra "Udvalget for Kirkesagens Fremme i Kjøbenhavn", Kirkefondets forløber, findes et brev, dateret 4. januar 1893 (men det er formentlig en årsskifte-fejldatering, så brevet er sendt 4.1.94) til Sognepræst, dr.theol., Ridder af Dannebrog, Rudolf Volf, der udover at være sognepræst ved Stefanskirken også var formand for Københavns Indre Mission. Formålet med brevet var at undersøge mulighederne for at få ansat Niels Juhl som kateket ved Sct.Stefans Kirke. Niels Juhl havde tidligere i sin studietid været forstander for Carlslund søndagsskole, så denne gårdmandssøn fra Sønder Bjert kendte forholdene i området. Desuden havde "Udvalget for Kirkesagens Fremme" ansat andre tidligere forstandere fra Carlslund søndagsskole, som kun havde godt at sige om ham. I marts måned fik Juhl lov til at prædike i Stefanskirken ved en aftengudstjeneste, nok som en slags prøveprædiken, hvorefter man enedes om at støtte valget af ham. "Udvalget for Kirkesagens Fremme" ville stå for hans aflønning (1200 kr om året) med det forbehold at Niels Juhl skulle overtage betjeningen af Utterslev mark, så snart "Udvalget" fik bygget en filialkirke på stedet.

Umiddelbart havde Volf ikke den store lyst til at have en ekstra præst til at beskære hans indtægt, som var afhængig af antallet af de kirkelige handlinger han havde. Men "Udvalget" og Volf kunne i fælleskab d. 21.april 1894 underskrive en overenskomst om ansættelsen af Niels Juhl som kateket (præst med hovedvægt på undervisning). Senere på året overvejede man det dog endnu engang og fandt på en ny stillingsbetegnelse: "ordineret medhjælper". En stillingsbetegnelse der betød at man nærmere kunne få præciseret hans opgaver, så man var forberedt, hvis Volf på et tidspunkt skulle gå af, og hans afløser ikke var helt så velvillig indstillet som Volf. Desuden betød en sådan stilling, at Volf beholdt en del af de økonomisk indbringende tjenester om søndagen, som en ordineret medhjælper ikke måtte foretage.

Hele denne procedure var helt ny også for "Ministeriet for Kirke og Undervisningsvæsenet" (Kultusministeriet), der bl.a. ønskede en vis garanti for aflønningen af Juhl, samt at sognepræsten i Stefanskirken også skulle holde en månedlig prædiken i den påtænkte kirke på Utterslev mark. Så først den 4. januar 1895 forelå Niels Juhls ansættelsesbrev. Den økonomiske garanti bekymrede kirkesagsfædrene noget, men det viste sig, at ministeriet ikke selv ganske havde styr på, hvad man skulle med garantien: da Udvalget kom med den krævede obligation på 1500 kr, kunne man i ministeriet ikke finde ud af, hvor man skulle anbringe den, og det endte med, at Udvalget fik besked på at tage den med hjem igen og anbringe den i et pengeskab! Kravet blev aldrig siden gentaget fra ministeriets side.

I mellemtiden havde man ikke ligget på den lade side i "Udvalget for Kirkesagens Fremme" . Man havde i foråret 1894 haft et møde med de lokale folk på kroen Utterslev Børs, hvor pastor Volf havde gjort rede for tankerne om at bygge en kirke på Utterslev mark. Der var ikke den store begejstring fra de lokale folk, men når nu "Udvalget for Kirkesagens Fremme" ville betale for både kirke og præst, så ville man da ikke ligefrem sætte sig imod.

Økonomien i projektet var stadig højst usikker. Indsamlingerne af småbidrag gik ikke så hurtigt, som man havde håbet. Der var ingen udsigt til, at midlerne til kirken skulle komme ind ad den vej. Imidlertid havde biskop J.H.Monrads enke testamenteret et beløb på 20.000 kr til Udvalget for Kirkesagens Fremme. Så da enkebispinden rent faktisk døde, var der i Udvalget ingen tvivl om, at arven skulle bruges til kirken på Utterslev Mark. Yderligere en stor gave fratog Udvalget økonomiske bekymringer af betydning for projektet: Firmaet Jacob Holm & Sønner, der var et af byens store industrihuse med rebslageri, oliemølle, sæbefabrik, limfabrik m.m, skænkede 10.000 kr. De resterende 7.000 kr kom ind via mindre bidrag.

"Udvalget" havde imellemtiden også taget kontakt med arkitekt Valdemar Koch, som i marts 1894 kunne fremlægge en tegning til en kirke med plads til 350 mennesker og udvidelsesmuligheder. Det sidste var vigtigt for Koch og det var også takket være ham at man ved købet af grunden fik indføjet en servitut som forbød høje bygninger i nærheden, som ellers ville "kvæle" kirken - en servitut, som Kirkefondet senere på et af de mange tidspunkter, hvor man led af akut pengemangel, solgte til ærgrelse for menigheden, da de 4-etagers huse skød op og skjulte kirken.

Efter nogen tid besluttede Grundejerforeningen sig for at nedsætte et "kirkeudvalg", for når der nu skulle være en kirke, kunne den ligeså godt blive smuk som grim, så den kunne live lidt op på de fattige arbejderboliger. Man var derfor enig om at kirkens facade nødvendigvis skulle vende ud mod Frederikssundsvej og ikke ligge inde på en mark, som det var påtænkt. Man havde endda fundet en privatmand der var villig til at give 1500 kr. for at få kirken bedre placeret. Man var endvidere kommet med to forslag til hvor en sådan kirke kunne placeres 1) Nord for skolen 2) Nordligere begrænset af en vej mod syd og en tjørnehæk mod nord og vest.

Det blev alligevel ikke en af disse grunde man valgte, men den grund som kirken nu ligger på, og som renovationsselskabet tilbød for 2,50 kr. pr. kvadrat-alen, i alt 5985 kr. Ikke så meget her 100 år senere, men den gang et betydeligt beløb, ikke mindst da man havde forventet at kunne få den første grund til mellem 50 øre og 1 kr. pr. kvaddratalen. Følgen blev, at man kun købte 2394 kvadratalen i stedet for de påtænkte 3000, hvorved kirken, som det fremgår i dag, udelukkedes fra at komme til at ligge frit med luft omkring.

Grundejerforeningens "kirkeudvalg" havde suppleret sig selv op med Fabrikant Ipsen, der ejede Utterslev Keramikfabrik. Han var ikke af arbejderklassen som de øvrige i udvalget og muligvis var det ham der lå bag tilbuddet om de 1500 kr. i tilskud til en bedre grund. Om det nu var ham eller ej, så blev han valgt som formand for udvalget.

Noget af det første han gjorde var at stille krav om, at den nye kirke IKKE skulle høre under Stefanskirken, men i stedet høre til den mere prestigefyldte Brønshøj Kirke. Da Udvalget for Kirkesagens Fremme i Kjøbenhavn hørte om dette ønske, begyndte de at undersøge mulighederne for, at dette kunne lade sig gøre. I den anledning blev der indkaldt til et nyt kirkesagsmøde den 5. september 1894 i Utterslev Børs. Det blev et stormfuldt møde, som den kirkefjendtlige avis "Socialdemokraten" gjorde en del ud at referere fra. For den kirkefjendtlige avis var det klart at det var "Udvalget for Kirkesagens Fremme", som Socialdemokraten iøvrigt konsekvent betegner som "Den Indre Mission", selvom der ikke var sammenfald, der var skyld i hele balladen. Ikke nok med at de imod folkets ønske ville placere en kirke på Utterslev mark, minsandten om de nu ikke også ville have den til at være en filial af den fornemme Brønshøj kirke i stedet for Stefanskirken, hvor de åbenbart ikke kunne få det så enkelt som de havde håbet.

Sagen var imidlertid lige modsat: det var fra Brønshøjpræsten, man ikke kunne få så gode forhold, som pastor Volf havde lovet at give. Inden mødet havde Harald Westergaard da også pointeret, at "Udvalget for Kirkesagens Fremme" ønskede tilknytning til Stefanskirken og IKKE ville stå for udgifterne, hvis man ville tilknyttes Brønshøj kirke.

Bortset fra Socialdemokratens journalist fik de fleste ved dette møde afklaret årsagen og fjernet selve uoverensstemmelsen mellem "Udvalget til Kirkesagens Fremme" og Grundejerforeningen. Nok mere af hensyn til skolevæsenet end til noget andet, stemte man for at den nye kirke skulle være en filial af Sct.Stefans kirke og dermed høre til Københavns kommune.

Fabrikant Ipsen blev smidt ud af grundejerforeningens kirkeudvalg, hvorefter han knyttede sig til Brønshøj kirke, hvor han på et senere tidspunkt blev medlem af menighedsrådet der. Men et resultat af hele denne polemik blev, at da der skulle vælges keramikfabrik til bygningen af kirken, undgik man den nærliggende Utterslev Keramikfabrik, Ipsens fabrik, og valgte i stedet Kählers fabrik i Næstved .

Inden mødet på Utterslev Børs var man så småt begyndt på bygningen af kirken i august måned 1894. Man havde valgt at arbejdet blev udført i entreprise af Tømrermester H.J.Kornerup-Koch, der så selv fandt de øvrige håndværkere. Måske var det en af årsagerne til at kirken blev bygget så relativt hurtigt som den gjorde. I september 1894 blev grundstenen lagt af dr.med. P.D.Koch, der foretog handlingen på Kirkeudvalgets vegne.

I december var man nået så vidt at man kunne holde rejsegilde, hvorefter man holdt fire måneders vinterpause pga. frosten. Man genoptog så arbejdet midt i april 1895 og ved en kraftig arbejdsindsats lykkedes det at have kirken færdigbygget den 24. august 1894. Provstesynet blev foretaget 2 dage senere og så kunne man ellers søge om at få kirken indviet. Oprindelig regnede man med at indvielsen skulle foregå den 8. september, men det blev udskudt en uge.

Selve indvielsen af kirken fandt sted søndag d. 15. september 1895. Det var noget af en begivenhed der trak mand af huse. Der var ikke plads til så mange af de lokale folk inde i kirken, men de stod så udenfor og så på de mange fine herrer, som kom forbi.

Både "Politiken", "Berlingske Tidende" og "Socialdemokraten" havde sendt journalister ud for at referere begivenheden. Mens de to første ganske konkret refererede begivenheden, så kunne "Socialdemokraten"s referent, den afskedigede præst Henning Jensen, ikke dy sig for at kommentere begivenhederne i sarkastiske vendinger. Dette, at folk stod udenfor og beundrede de fine herrer i deres fine kareter beskriver han således:

"Paa den anden Side af Vejen, lige overfor Kirken havde en lille skare Utterslevere samlet sig, og betragtede med betænkelige Miner det sære Skuespil. Saa mange fine Gejstlige, med Silkekjoler og Ordener paa Brystet, havde de aldrig før set. En poetisk Utterslever mindedes det gamle Vers:
Og først kom alle Rotterne i lange sorte Kapper,
Og saa kom alle Musene i Skare nedad Trapper."

Men så var der også noget at se på: Der var ikke mindre end 4 biskopper til stede i denne lille kirke. Der var nemlig samtidig bispemøde i København. Ud over Sjællands biskop, Thomas Skat Rørdam, deltog også biskopperne Svane, Clausen, og Götsche i kirkeindvielsen. Desuden var der henved en snes provster og præster, 3 teologiske professorer, Geheimeconferensraad Liebe, Kultusministeriets departementchef, en Birkedommer og 4 medlemmer af borgerrepræsentationen, hvor iblandt kirkens arkitekt Koch også var at finde. En af de fine herrer der glimrede ved sit fravær var Borgmester H.N.Hansen, der ikke ønskede at være med ved indvielsen af en "sektkirke", som han kaldte den.

Biskop Skat Rørdam indviede kirken. Det var den første af en lang række kirker, han kom til at indvi. Heraf var de fleste kirkefondskirker. Og biskoppen, der teologisk kom fra den grundtvigske lejr, forblev sin embedstid igennem en varm fortaler for kirkesagen, Kirkefondet og de små kirker.

Ifølge Politikens referent havde han en stemme "der i Klangen nu og da minder meget om Skuespiller Lindstrøms" . Han holdt sin indvielsestale over Esajas 66 vers 1-2. Her stod der bl.a. i den daværende oversættelse "Men til denne vil jeg see, til den Elendige og Aandsnedbrudte og til den som bæver for mine Ord". Rørdam fortalte nu om hvordan denne kirke netop var rejst for disse mennesker, og at den største nød ikke var at være fattig, men det at man ikke havde det kristne håb. Dernæst takkede han alle der havde været med til at bygge kirken, men allermest tak til Herren for at bøje menneskers hjerter til utrætteligt at arbejde for kirkens opførelse.

Efter at de to faste præster ved Stefanskirken samt stiftsprovsten havde læst hver sit stykke fra biblen, foretog biskop Rørdam den egentlige indvielse af Kapernaumskirken.

Derefter var det Niels Juhls tur til at holde sin første prædiken i den nye kirke. Dagens evangelium til 14. søndag efter Trinitatis var beretningen om de ti spedalske der blev helbredt og hvor kun én vendte tilbage for at takke for helbredelsen. Ud fra denne tekst talte Niels Juhl om hvordan vi takker vor Herre og sluttede således af:

Tilbage til oversigt over Kapernaumskirkens historie