Mere end en søndagskirke
- hilsen fra Biskop Erik Norman Svendsen i anledning af 100-årsjubilæet
Oversigt over Kapernaumskirkens historie

Man kan nemt i forbifarten overse Kapernaumskirken. Men har man først fået øje på den beskedne, men alligevel markante kirkebygning, kan man ikke passere den uden at glæde sig over, at den står den dag i dag næsten som for 100 år siden. Dengang med masser af lys og luft om sig, idag klemt inde mellem de høje boligblokke. Oprindelig bestod befolkningen af "prangere, hesteslagtere, småhandlende, mange arbejdere i tarvelige rønner samt en del bøller", som der står i en skildring af kirkesagen i Kapernaums sogn. De småhandlende og arbejderne bor her stadig sammen med unge under uddannelse, pensionister og også folk af udenlandsk herkomst. Et broget kvarter igennem alle de 100 år.

Som dreng havde jeg ofte min gang både i kirken og i menighedslokalerne. Min far fik sit første embede som præst ved kirken i 1949, og jeg blev snart medlem af FDF K16, der dengang var en stor og blomstrende forening. Sognet havde dengang omtrent dobbelt så mange sognebørn som idag, hvilket afspejledes i de mange forskellige aktiviteter for børn, unge og ældre, der havde kirken som fælles samlingspunkt, hvortil kom et stort socialt arbejde, bl.a. med bespisning af sprittere. Kapernaumskirken har nemlig altid været mere end en søndagskirke, selvom alt arbejdet har haft sit fælles omdrejningspunkt i søndagens gudstjeneste.

Jeg kan heldigvis stadig kende min gamle sognekirke, ikke blot i forbifarten, men også når jeg går indenfor i det hyggelige lavloftede kirkerum, dekoreret med favre blomster og muntre fugle. Gudstjenestens fællesskab omkring prædiken, dåb og nadver er fortsat det bærende og samlende for alt det, som sker i Kapernaumskirken i ugens løb, og skal fortsat være det. Det kræver ikke blot arbejde af præster og og betjeningen ved kirken, men en aktiv og årvågen menighed, der kender til sammenhængen mellem søndagsgudstjeneste og hverdagsliv, mellem Guds kærlighed til os og vores kærlighed til hinanden.

I en af jubilæumssøndagens tekster hedder det tidløst og taknemmeligt: "Min sjæl pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige navn. Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger." De ord kan passende stå som overskrift for 100-årsjubilæet og for vores eget liv.

Erik Norman Svendsen, biskop over Københavns Stift.

 

Tilbage til oversigt over Kapernaumskirkens historie