Musiklivet i Kapernaumskirken

Kapernaumskirken har et rigt musikliv med musik ved højmesserne, med liturgiske gudstjenester og mange koncerter.

Musikken spiller en væsentlig rolle i gudstjenesten, og Ord og Musik er i bestandig dialog. Opgaven for præsten og organisten består i en kontinuerlig afbalancering af de enkelte messeled. En søndag ligner aldrig helt den anden. I Kapernaumskirken har vi arbejdet meget med denne dialog, både i forbindelse med de almindelige søndagshøjmesser og med de mere specielle liturgier. Langfredagsliturgien har nogle år bestået af en opførelse af Haydns "De syv Ord på Korset" (for strygekvartet), hvor præsten læser korsordene mellem de enkelte satser. Andre år har en tværfløjte medvirket med udførelse af langsomme baroksatser efter nogle af læsningerne. En helt speciel plads har Helligtrekongersliturgien indtaget. Pastor Kaj Bollmanns stærke interesse for netop denne dag i kirkeåret har ført til flere spændende tjenester i kirken. Grundtvigs "Dejlig er den himmel blå" er blevet brugt som tema for en hel tjeneste.

Kirkens første instrument var et harmonium, som blev indkøbt i forbindelse med kirkens bygning i 1895, og hovedrepareret i 1907. I forbindelse med kirkens 25 års jubilæum i 1920 fik kirken sit første egentlige orgel - bygget af I. Starup & Søn - med 10 stemmer. Det blev ombygget i 1940 og repareret i 1954.

Orglet i Kapernaumskirken - klik for at nærmere
Klik på billedet for at se nærmere
Det nuværende orgel er bygget af Frederiksborg Orgelbyggeri og indviet i 1968. I forbindelse med kirkens 100 års jubilæum blev det udbygget. Orglet har nu 19 stemmer (plus tremulant) fordelt på tre manualværker og pedal.

Disposition

Hovedværk Brystværk Pedal Rygpositiv
Principal 8
Oktav 4
Oktav 2
Rørfløjte 8
Mixtur III-IV
Gedakt 8
Blokfløjte 4
Waldfløjte 2
Sivfløjte 1
Krumhornregal 8
Tremulant
Subbas 16
Principal 8
Fagot 16
Gedakt 8
Principal 4
Gedaktfløjte 4
Quintatøn 2
Sesquialtera II
Scharf II

Siden 2005 afholder kammerkoret Carmina deres ugentlige prøver i Kapernaumskirken. Koret ledes af Kasper Beck Hemmingsen. Se evt. deres hjemmeside www.carmina.dk

Se også Carsten Møllers artikel "Musikken ved højmessen" fra kirkebladet maj-juni 1997.