Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Menighedsrådsvalg 2022

Kære du. 

 

Vil du også være en del af et fællesskab, hvor vi har fokus på at gøre en forskel for andre, og hvor du er med til at styrke lokalområdet i København NV? Så er Kapernaumskirkens menighedsråd måske noget for dig. Menighedsrådet arbejder for at skabe en levende og bæredygtig folkekirke og er din lokale kirkes ledelse. 

Som menighedsrådsmedlem har du indflydelse på, hvilke arrangementer kirken skal afholde og hvornår, renovering af kirkebygningen og menighedslokalerne, kirkens økonomi og de ansattes hverdag. Vi er et fællesskab, der vil hinanden og kirken det bedste, og som menighedsrådsmedlem har man derfor også mulighed for at komme go hjælpe til kirkens arrangementer, og på den måde være noget for andre samtidigt med, at man kan få styrket sin faglige såvel som personlige udvikling i fællesskab med andre. 

Der er brug for forskellige mennesker med forskellige interesser, så man skal ikke kunne noget bestemt, for at kunne være en del af fællesskabet. Måske interesserer du dig for musik, grøn omstilling, bygninger og det tekniske bygningsarbejde. Du kan også have flair for fx. tal eller ledelse eller være glad for at lave mad. Der er rig mulighed for, at man kan byde ind med det, man har lyst til og mulighed for. 

Vi mødes ca. 10 gange årligt til menighedsrådsmøderne, hvor vi også spiser sammen. Her snakker vi bl.a. om, hvilken retning vi ønsker, at kirken bevæger sig i, hvilke arrangementer, der kommer i den næste tid, hvor kirken trænger til en kærlig hånd, og hvordan vi kan være mest muligt for lokalsamfundet mv. Bliver man valgt ind i menighedsrådet er man med i en 2 årig periode, hvorefter man kan stille op igen. 

En organisation som Kapernaumskirken har mange kasketter på, og vi vil derfor gerne opfordre dig til, at komme til vores orienteringsmøde d. 21. august kl. 12 her i kirken, hvor du kan høre meget mere om, hvad det egentligt vil sige, at være med i et menighedsråd. Du er ligeledes velkommen til at kontakte vores Sognepræst Stine på 9393 0673 eller SRN@km.dk og stille alle de spørgsmål, du måtte have. Om søndagen efter gudstjenesten drikker vi ofte en kop kaffe sammen bagerst i kirken, hvor alle er hjerteligt velkommen. Så her vil du også kunne høre lidt nærmere om, hvad det vil sige at være i et menighedsråd. 

 

Vi ser frem til at mødes,

Venlig hilsen,

Os i Kapernaumskirken